Annonce
Lillebælt

Torskeflugt i Lillebælt: Byrådsmedlem fisker efter svar

Marie Skødt (S) vil have et svar på, hvad der er galt med Lillebælt. Foto: Arkivfoto/Jacob Schultz
Flere og flere lystfiskere har de seneste år måtte kigge langt efter torsk og fladfisk i Lillebælt. Det har fået byrådsmedlem Marie Skødt (S) til at kaste linen ud efter et svar på, hvad der er galt med havet.

Lillebælt: De sidste år har flere og flere fiskere måttet gå tomhændet hjem fra deres fisketure i Lillebælt.

Torsk og mere almindelige fisk som fladfisk og pighvar er ifølge flere fiskere en mangelvare i havområdet.

Men hvad der er skyld i manglen på fisk, mangler der stadig et entydigt svar på. Det svar vil byrådsmedlem i Haderslev Kommune Marie Skødt (S) gerne finde. Derfor har hun rejst et medlemsinitiativ i Haderslev Byråd.

- Vi skal have en uvildig undersøgelse, så vi har et ordentligt grundlag at arbejde videre ud fra, siger hun.

Haderslev Kommune kan ikke gribe ind over for de manglende fisk i Lillebælt. Det kan Miljøstyrelsen. Derfor mener Marie Skødt, at der skal presses på for at kunne give en entydig forklaring på problematikken i Lillebælt.

- Vi skal presse på, fordi vi kan se, at der er nogle problemer. De er så komplekse, at det går ud over vores natur og vores turisme, hvis der ikke sker noget centralt, siger hun.

- Miljøstyrelsen har travlt med opgaver, og de kan ikke nødvendigvis være opsøgende alle steder. De må være glade for, at der er nogle lokale aktører, der råber vagt i gevær, når der er noget at være bekymret over, siger Marie Skødt.

Annonce

Worst case scenario

Ifølge Marie Skødt skal undersøgelserne også bruges som en hjælp til de lokale organisationer, der selv undersøger Lillebælt.

- Undersøgelsen skal bruges, så observationerne fra grupper som ’Hjælp Lillebælt’ også bliver valideret videnskabeligt, siger hun.

’Hjælp Lillebælt’ er en gruppe på 1.559, der selv prøver at kortlægge årsagen til de manglende torsk og fladfisk i Lillebælt. Gruppen er et samarbejde oprettet af Årøsund Småbådsklub, Sønderjyllands Småbådsklub og Lillebælt Småbådsklub.

Hvis undersøgelsen ikke kommer, så er Marie Skødt i yderste konsekvens bange for, at det bliver for sent.

- Et worst case scenario kan være, at vi ikke kan få blå flag på vores strande. Jeg siger ikke, at vi er der endnu. Men man frygter altid, at det bliver værre, og undersøgelsen skal fastlægge, hvad status er lige nu, siger byrådsmedlemmet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Affaldshåndtering som i DDR-tiden

Lokaldebat: I den bebyggelse i Egernsund, hvor min kone og jeg bor, oplever vi til stadighed, at vore affaldscontainere ikke bliver tømt. Bebyggelsen består af 12 ejerlejligheder og otte boligforeningslejligheder. Problemet er, at Sønderborg Kommune entrerer med et system omkring bortskaffelse af affald, som ingen normalt begavede mennesker forstår. Et årskursus til borgerne i affaldshåndtering ville sikkert gøre underværker, men det vil kommunen næppe finansiere. Det system, skraldemændene (jo, det ord eksisterer skam endnu i det danske sprog) arbejder efter, bevirker, at hvis en lille ren plasticpose havner i den forkerte container, bliver den ikke tømt. Jeg luftede forleden min irritation på en særlig Egernsund-side på Facebook - og straks var der adskillige eksempler på, at rene bagateller er skyld i, at containerne bliver stående. Man må godt smide pap-emballagen fra en ramme cola i den dertil indrettede container - men så skal plasticomslaget pilles af. Ellers? Nul tømning. En mikroskopisk rest af marmelade i et glas - selvom man har brugt flere liter varmt vand på at gøre glasset rent - nul tømning. Kære byrådsmedlemmer - i har jo skabt et "system", der kunne være hentet i DDR i 1965. Folk er ikke ligeglade, men at lave en ordning for fjernelse af affald, som kun borgere med stærke læsebriller kan navigere rundt i (humor kan forekomme), er en ommer. Gad vidst, om det kun er i Egernsund, vi synes, at nu er målet sgu fuldt. Er der en modig byrådspolitiker, der kunne have lyst til at kommentere mit indlæg, skulle han/hun være velkommen. Trist, at der er længe til næste kommunalvalg, ellers skulle I nok komme på banen.

Annonce