Annonce
Kolding

Totalt rygeforbud på vej til 7500 ansatte

Her i den her kælderhals i Borchs Gård har kommunens medarbejdere røget mange pausesmøger. Til august næste år er det slut. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Kolding Kommune strammer sin rygepolitik fra august næste år. Så er det helt slut med at få en smøg i løbet af arbejdsdagen med ganske få undtagelser.

Kolding: Rygerne blandt Kolding Kommunes 7500 ansatte skal til at vænne sig til, at det snart er helt slut med at få en smøg i arbejdstiden.

Nu strammer Kolding Kommune nemlig sin rygepolitik og indfører totalt rygeforbud i arbejdstiden. Rygeforbuddet, som også gælder e-cigaretter, træder i kraft 1. august næste år, og inden da får dem, som ønsker det, mulighed for at deltage i et rygestop-kursus.

Det er kommunens direktion, der foreslår rygeforbuddet gennemført, og på mandag skal politikerne i økonomiudvalget træffe den endelige beslutning.

Annonce
Jeg tror godt, at medarbejderne kan se, at det hører til på en moderne arbejdsplads, og vi sikrer jo, at der bliver passende tid til at blive røgfri.

Thomas Boe, kommunaldirektør

Ikke-synlige steder

I dag er det sådan, at de kommunalt ansatte rygerne kan smutte udenfor og få en cigaret i deres pauser. Betingelsen er, at de skal gå helt væk fra kommunens matrikler og stille sig på ikke-synlige steder. For eksempel skal rygende skolelærere derfor forlade skolernes områder, så børnene ikke kan se dem, når trangen til en cigaret skal stilles - og de ansatte rygere i Bredgade lister for eksempel ned i en kælderhals i Borchs Gård i deres pauser.

Men med den nye rygepolitik tillades rygning altså slet ikke længere i arbejdstiden eller i kommunens bygninger, institutioner og køretøjer.

Der bliver kun tale om ganske få undtagelser for eksempel for de få medarbejdere, som har selvbetalte pauser. Det har f.eks. driftsfolkene, som passer kommunens veje og parker. Så de må fortsat ryge i deres pauser, men altså ikke på kommunens matrikler. Og så kan det komme på tale at dispensere visse steder på det sociale område - eksempelvis på Overmarksgården.

En trend

Kommunaldirektør Thomas Boe vurderer, at kommunens ansatte vil tage pænt imod den nye rygepolitik.

- Jeg tror godt, at medarbejderne kan se, at det hører til på en moderne arbejdsplads, og vi sikrer jo, at der bliver passende tid til at blive røgfri. Det her er en trend i samfundet, og vi vil gerne gå foran med det gode eksempel, siger han.

Næstformand i kommunens hovedsamarbejdsudvalg, Hanne Thomsen, understreger, at ingen ønsker at pådutte rygerne, at de skal være helt røgfri.

- Men vi kan godt se, hvad vej det bærer. Alle kommuner i gang med at stramme op, og Kommunernes Landsforening lægger pres på kommunerne for, at de skal blive røgfri. Vi forventer, at alle dem, der vil, kan få rygestopkurser, som kan hjælpe dem røgfri gennem arbejdsdagen, siger hun.

Kolding Kommune har sluttet sig til Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens mål om et røgfrit Danmark i 2030.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Immo har fået en ny vare på hylden

Annonce