TØNDER: Forbrugerne under Tønder Fjernvarmeselskab må til lommerne, når de vil holde varmen. Selskabet ligger i den dyre ende, når det gælder varmeprisen. Det er en udfordring, som bestyrelsen har taget op. På en ekstraordinær generalforsamling torsdag aften præsenterer selskabet planerne for et nyt flisværk. Nikker medlemmerne ja til projektet, vil det ifølge formand Peter Nørkjær kunne dække 25-30 procent af selskabet årlige behov og samtidig medføre en mærkbar besparelse.
- For et standardhus forventer vi en årlig besparelse på cirka 1600 kroner, siger Peter Nørkjær.
Varmeprisen
Toftlund Fjernvarme: 18.016 kroner - prisstigning på 93,3 procent
Havneby Varmeværk: 20.652 kroner - prisstigning på 0,1 procent
Frifelt- Roager Kraftvarme: 20.170 kroner - prisstigning på 0 procent
Tønder Fjernvarme: 17.372 kroner - prisstigning på 20,3 procent
Brøns Kraftvarme: 15.486 kroner - prisstigning på 5,6 procent
Løgumkloster Fjernvarme: 15.476 kroner - prisstigning på 13,5 procent
Skærbæk Fjernvarme: 12.153 kroner - prisstigning på 5,1 procent
Bredebro Varmeværk: 10.997 kroner - prisstigning på 12,8 procent
På Energivej
Tønder Fjernvarme har senest etableret et varmepumpeprojekt i samarbejde med Hydro i Tønder Nord. Efter de gældende regler på varmemarkedet er det netop dette projekt, der åbner for at bygge flisværket.
- Størrelsesmæssigt bliver værket lidt mindre, end vi kunne ønske os, men det er det største, vi kan lave, når vi skal overholde de samfundsøkonomiske beregninger, som vi er underlagt, lyder det fra formanden.
Torsdag aften fremlægges projektet, og Peter Nørkjær forventer, at de fremmødte medlemmer bakker op og stemmer ja.
- Vi har haft nogle diskussioner om, at bestyrelsen selv kunne godkendte projektet. Men vi har den holdning, at når vi investerer et beløb, vil vi have vore forbrugere med.
30 millioner kroner
Flisværkprojektet har et budget på omkring 30 millioner kroner. Værkets fuldautomatiske hjerte inklusive robotanlæg etableres i en 800 kvadratmeter omkring 10 meter høj bygning, hvor der ud over de tekniske anlæg også vil være lagerkapacitet. Dertil kommer en skorsten på op til 50 meter. Så det bliver en synlig bygning, og den udføres i beton.
- Der anvendes tunge materialer, så vi begrænser lydudspil, forklarer formanden.
Det nye flisværk bliver fjernvarmeselskabets femte produktionssted.
Ud over den store gaskeddel på Energivej, der altså bliver nabo til flisværket, er der de mindre kedler på Grønnevej, de nye varmepumper på Hydrovej og så altså den ældre central og selskabets hovedsæde i Østergade. Netop centralen i Østergade drosles yderligere ned, når det nye flisværk står klar. Efter planen udfases den ene varmekeddel helt, mens den anden er udset til at være reserve i en spidsbelastningstid.
Klar næste år
Under forudsætning af medlemmernes ja, kan det videre arbejde med etableringen af det nye værk gå i gang på fredag. Papirerne til en byggesag hos Tønder Kommune ligger klar, og alt efter behandlingstid på rådhuset og selve byggeriet, forventer fjernvarmens bestyrelse, at det nye værk vil stå klar inden udgangen af 2020.
- Et meget optimistisk bud er, at værket står klar til varmesæsonen i oktober 2020. Men der plejer jo altid at være noget, der driller, så sidst på året er nok det mest realistiske bud, siger Peter Nørkjær.
Et flisværk, som Tønder Fjernvarmeselskab nu satser på, er et almindeligt syn og en afprøvet teknologi inden for varmeforsyningen. I Tønder Kommune findes flisværker blandt andet i Bredebro, Løgumkloster og Skærbæk.