Annonce
Livsstil

Folk valfarter til fællessang: - Det er skidesvært at være muggen, når man synger sammen

Helene Eiler Ernst lever af at få folk til at synge sammen i alle mulige sammenhænge – musikalsk samskabelse, som hun kalder det. Ofte bliver hun hyret, fordi ”vi gerne vil have en positiv fællesoplevelse”. Foto: Anette Jorsal
Folk valfarter til fællessang. Fra Roskilde Festival, der blev åbnet med fællessang i år, til forsamlingshuse, kirker og skoler. Hvorfor? Ganske enkelt fordi det gør os glade!

Helene kigger ned på den lille gruppe mænd i den store flok, der synger fællessang denne onsdag aften.

Hun puster brystkassen op, mens hun gør sig større og siger:

"Jeg vil have mere MAND!"

Alle flækker i grin, og hun skynder sig at tilføje:

"Ja, altså åbn brystkassen op!!"

Vi er i Sdr. Bjert Kirke lidt uden for Kolding. Kirkens organist Søren Andresen og kirkens musikalske medarbejder Helene Eiler Ernst står for projektet "Gi' sangen vinger," som løber over fire aftener, hvor alle kan være med, uanset hvilket næb de synger med.

Vi synger nye og gamle sange og salmer. Helene vil have os til at vrikke med numserne, og Søren vil have os til at slappe af i kroppen og holde vejret så længe, at man mistænker ham for at ville tage livet af os – for det kan jo ikke være en dårlig kondi, der afsløres. Der er plads til latter og koncentration, og alle går fra aftenen med smil smørret ud over hele ansigtet.

60-80 møder op i det lille sogn med godt 2.500 indbyggere, og arrangørerne er overvældede, men sådan er det over hele linjen. Folk valfarter til fællessang i disse år.

Om det så er Roskilde Festival, så blev den i år indledt med fællessang foran Orange Scene frem for en velkomsttale. I DGI-Huset i Vejle samler de 1.000 og 1.200 personer en gang om måneden til fællessang under ledelse af højskoleforstanderen fra Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup. I Odeon i Odense samles flere hundrede til fællessang, og det samme sker en gang om måneden i Alsion i Sønderborg.

Fællessangen har det godt i øjeblikket. Rigtig godt, men det er ikke så sært ifølge Jakob Bonderup, der om nogen er ambassadør for fællessangen:

- Fællessang er enormt folkeligt. Der er intet snobberi. Energien opstår, når nogen skaber et lokalt arrangement omkring fællessangen, og det er uanset, om det er i DGI-Huset i Vejle eller i Sdr. Bjert.

- Den sætter os i øjenhøjde på en særlig måde, fordi vi synkroniserer vores åndedræt, uanset hvem vi er. Vi er alle ligeværdige. Ingen er vigtigere end sidemanden. Og så er det skidesvært at være muggen og træt af de andre i rummet, når man synger sammen!

Jakob Bonderup mener, at fællessangen ligger i os, men den bevæger sig i bølger. I slut-60’erne og 70’erne var den yt, men i øjeblikket ligger den og skvulper på toppen af en bølge af popularitet.

Og hvorfor gør den så lige det?

Annonce
Mellem 60 og 80 dukkede op til ”Gi’ sangen vinger” i Sdr. Bjert Kirke i maj, og der blev sluttet af med en værkstedskoncert 5. juni, hvor taget var ved at lette. Foto: Anette Jorsal

Træk vejret og bliv fri

Fællessangsdynamoen Helene Eiler Ernst er helt klar i mælet, når hun skal svare på, hvorfor fællessang er så populært i øjeblikket.

- Fordi vi ikke trives! Mange har ondt i livet. Vi kan kalde det alt muligt – stress, angst, depression, men jeg er ikke så optaget af diagnoser. Vi løber alle rundt, men som Svend Brinkmann siger, vi ved ikke, hvad vi løber efter. Vi ved ikke hvem, vi er, og hvad vi vil med vores liv. Samtidig skal vi forholde os til en enorm informationsstrøm i et højt tempo. Måske skulle vi turde løbe lidt langsommere og være lidt mere sammen med andre uden at "være på".

- Folk bliver glade af at synge. De bliver lette og fri for tanker og bekymringer, hverdagsstress og jag. Når man står og synger sammen, bliver man nærværende med sig selv og med hinanden. Hvorfor? Fordi du ikke kan synge uden at trække vejret, og når du trækker vejret, kommer du i kontakt med din krop og med dine følelser. Vi bliver sårbare. Man føler en enorm autenticitet, når man synger. Når man synger sammen, hører man sammen, siger Helene Eiler Ernst, der har sin egen freelancevirksomhed inden for musikalsk samskabelse.

Hun bliver hyret til at stå for fællessang i mange sammenhænge – fra arbejdspladser til 3Fs årskongres, fra sygehusledelse og til institutioner og skoler.

Endorfiner ad libitum

Jakob Bonderup oplever også, at fællessang er gavnlig for balancen.

- Vi trives ved at være synkrone med vores omgivelser. Jeg tror dybest set, at vi er en nation, der hylder lighed og menneskelighed, og fællessangen er med til at styrke den følelse af menneskelighed. Det giver en balance, som vi som nation higer efter.

- Vi får med fællessang også fortalt en historie om, hvem vi er som kollektiv. Der er selvfølgelig en form for nationalisme i det, men det er en meget inkluderende nationalisme, hvor vi får blotlagt de byggesten, som vi nu engang er en nation af.

Og så skal vi ikke glemme det rent fysiske, for som Jakob Bonderup konstaterer:

- Målinger viser jo, at sang rent fysiologisk styrker lungefunktionen og aktiverer endorfiner og dopamin, som er godt for humøret.

Jakob Bonderup har siden 2013 stået for fællessangen i DGI-Huset i Vejle. I begyndelsen var der ca. 125 deltagere. I 2018 var der over 1.000! Privatfoto: Roland Christiansen

Grundtvig, Bertel og Kim

Der er mange andre gode grunde til, at vi gerne vil synge sammen i disse år, og de omfatter blandt andet Grundtvig, Bertel Haarder, Kim Larsen og efterskolerne.

Tilbage i historien har N.F.S. Grundtvig også ydet et enormt bidrag til fællessangen, for han sprøjtede digte ud i et helt utænkeligt omfang, mens Helene Eiler Ernst her i nutiden peger på folk som Phillip Faber, DR Pigekorets leder, som frontløber.

- Og så har vi bare mange dygtige sangskrivere, siger Helene Eiler Ernst.

Jakob Bonderup var med i redaktionen af den 18. udgave af Højskolesangbogen, som udkom i 2006, og han mener, at den var med til at skubbe på fællessangen. Dels var den tiltrængt mange år efter udgivelsen af den 17. udgave, dels fik den en del opmærksomhed.

Bertel Haarder skubbede til interessen ved som kulturminister at udråbe 2008 til Sangens år, godt hjulpet af DR. Samtidig oplevede efterskolerne et vildt boom af elevtilgang med mange tusind elever om året. Senest er det ved Kim Larsens død blevet synliggjort, hvor stort hans bidrag til fællessangen var.

- De to tyske musikpædagoger J.A.P. Schulz og H.O. Zinck arbejdede i begyndelsen af 1800-tallet i Danmark, og de fornemmede, at man kunne styrke folks nationalfølelse gennem sang og dermed bidrage til selvværd. Og én af de helt store til at fremme den folkelige fællessang var også indvandrer fra Tyskland, komponisten C.E.F. Weyse. Faktisk står Højskolesangbogen i stor gæld til tyske indvandrere, lyder det med et smil fra Jakob Bonderup. Privatfoto: Roland Christiansen

Fællessang lukkede Roskilde

Jakob Bonderup har på højskolen Engelsholm jævnligt besøg af amerikanere, ofte jazzmusikere, og han kan mærke, at den danske fællessang gør stort indtryk på dem.

- De kender selvfølgelig fællessangen hjemme fra USA i gejstlige sammenhænge f.eks. som gospel, men ikke som folkelig fællessang, hvor vi bare lige pludselig synger en sang sammen.

- Andre lande har også traditioner med fællessang for eksempel de baltiske lande, men den folkelige fællessang er en meget særlig dansk tradition, hvor alle pipper med hvert sit næb, fortæller Jakob Bonderup.

Roskilde Festival blev både åbnet og lukket med fællessang i år. Det var et valg, dels fordi temaet for festivalen i år var ”Solidaritet”, dels fordi:

- Fællessang er den allerbedste måde at gøre noget sammen på, som Peter Hvalkof, programlægger og booker ved Roskilde Festival, siger.

- Ideen er vokset ud af den højskole, som vi har arbejdet på i mange år, og som netop er åbnet. Alle ansatte mødes hver 14. dag til morgenmøde, og vi indleder med morgensang, og siden er det bare vokset.

- Vi har i flere år haft morgensang ved Gloria scenen. Omkring 1000 mennesker deltager, og det giver en fantastisk stemning, når det pludselig er dig og mig, der får lov at synge, og vi ikke bare synger med på et refræn i en popsang. Det er simpelthen så rørende, at man næsten får en klump i halsen, siger Peter Hvalkof.

PS Artiklens forfatter, Anette Jorsal, deltog selv i en enkelt øveaften i Sdr. Bjert Kirke, og det skal retfærdigvis nævnes, at hun er formand for menighedsrådet for den kirke.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

DR er stadig rigeligt stort

Vi har et enormt stærkt Danmarks Radio, der har rigeligt med ressourcer. Statsradiofonien har ganske vist fra årsskiftet gennemført en række programlukninger som en konsekvens af det seneste medieforlig, men tag ikke fejl: DR er fortsat en stor og velpolstret maskine. Fra at have lidt over fire milliarder tvangsinddrevne licenskroner til rådighed hvert år til at drive den vidt og på nogle områder vildt forgrenede koncern, skal DR fremover klare sig med knap 4 milliarder kroner årligt. Det er uanset synsvinkel fortsat et kæmpestort beløb og sikrer DR og dermed staten en meget dominerende medieposition i Danmark. Der er blevet fyret chefer, der er blevet fyret medarbejdere, der er blevet lukket programmer og såmænd også kanaler. Signalet til DR var fra politikernes side klart. Public service er vigtigt, fokuser på kerneopgaven. Public service kan være svært at få greb om. Men det er i hvert fald noget andet end det, markedskræfterne bærer frem. DR skal fokusere på det, andre medieaktører ikke allerede eller alligevel laver. DR skal ikke bare være mere af det samme, men et reelt alternativ til gavn for demokrati, sammenhængskraft og mangfoldighed. Derfor må man undre sig. DR er nærmest gået reality-amok. Danske Damer i Dubai. Øen. Familien Asbæk. Og Fars Pige – lad os holde fast i den. En problemstilling om unge og forældre er bestemt relevant i public service-perspektiv. Men en serie om et forskruet københavnsk familieforhold er en udstilling af ekstremer. Det er ikke dokumentar, det er et freakshow. Det samme kan man sige om serien ”Cougarjagt”. Det kan være public service at kigge ind i parforhold, i kærlighed og samliv. Også på tværs af generationer. Men så er det ikke rendyrket reality-tv om en førtidspensionist, der har sex med unge mænd. Det er godt tv. Det er underholdning. Men det er altså tv, der produceres i store mængder på de kommercielle tv-kanaler, alle tv3-varianterne og kanal 4, 5, 6 og så videre. Det er ikke derfor, vi har DR. DR må gerne samle et stort publikum. Men det skal ikke være på at kopiere det private marked. DR får en enorm statsstøtte for at levere noget andet. Kan koncernen ikke det, er der bestemt basis for endnu en nedjustering af DR.

Haderslev

Socialrådgiver beretter om rystende arbejdsforhold: Kommunal leder foreslog glemsomhed i retssag

Annonce