Annonce
Kultur

Trængte kulturtilbud har akut brug for støtte

Normalt kan Landbomuseet i Kolding samle gæster til blandt andet udstilling af traktorer, men i lang tid har gæsterne ikke haft adgang. Og så har man ingen indtægter, men derimod stadig diverse faste udgifter. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Den fortsatte nedlukning rammer flere kulturtilbud hårdt, fordi ikke alle regninger kan imødegås med hjælpepakker eller ved at drosle omkostningerne helt i bund. Kulturudvalget har fået fem ansøgninger om akut støtte.

Kolding: Man behøver ikke være professor i økonomi for at regne ud, at corona-nedlukningen har været hård ved de kulturtilbud, der lever af og ånder for et billetkøbende publikum. Mange får hjælpepakker og presser dertil omkostningerne helt i bund, men ikke alt kan klares ad den vej.

På sit kommende møde skal kulturudvalget i Kolding tage stilling til fem konkrete ansøgninger fra lokale kulturtilbud, som står med akutte problemer med at få tingene til at hænge sammen. Ansøgningerne kommer fra Godset, Nicolai Bio, Landbomuseet, Dr. Dorothea Teatret og Kolding Mandskor. I alle tilfælde er der en økonomisk udfordring, som på den ene eller anden måde er opstået under corona-krisen.

- Samlet set  er ikke et vanvittigt stort beløb, vi taler om, men det er penge, som betyder rigtig meget for den enkelte institution. Der er ingen af dem, som vi vil undvære her i Kolding, så derfor både håber og tror jeg på, at vi kan samle hele udvalget om at give den støtte, de beder om, siger Jesper Elkjær (Samarbejdspartiet), der er formand for kulturudvalget.

Annonce

En kæmpe byrde

Mens eksempelvis Nicolai Bio har brug for 330.000 kroner, fordi man mangler husleje fra husets tvangslukkede café, så ansøger Godset om 150.000 kroner, som både skal dække tab af husleje fra øvelokalerne og advokatbistand, så de ansatte på Godset kan varetage deres forpligtelser over for de arrangerende foreninger. Aflysninger, udsættelser og flytninger af koncerter har skabt et ekstraordinært arbejdspres og behov for juridisk specialbistand.

- Vi er kommet ind i en verden af jura og økonomi, hvor vi skal være strikse med, hvordan vi gør tingene. Vi står med en kæmpe administrativ byrde i forhold til forhandlinger og søgning af kompensationspakker, så vi har brug for at være stærke på den front, siger Martin Røen, der er daglig leder af Godset.

Han fortæller, at der er et stort ekstraarbejde forbundet med at de mange aflysninger og udskydelser af koncerter.

- Lige nu tager vores arbejde meget længere tid, end når det hele bare kører, som det skal. Samtidig har vi en stor opgave med at sikre, at vi også står klar med et program, når publikum må vende tilbage, siger Martin Røen.

Annonce

Kor er bekymret

Dr. Dorothea Teater lejer sig ind i den kommunale Bygning 5 for blandt andet at øve og lave workshops, men den mulighed har været lukket ned længe. Teatret ansøger derfor om at få eftergivet huslejen, efter at staten har givet afslag på en hjælpepakke. Tilbagebetaling af huslejen udgør 42.000 kroner.

Landbomuseet, som er en selvejende institution, har ingen indtægter og søger derfor om et driftstilskud på 37.000 kroner, fordi økonomien er under pres.

Og til slut skal kulturudvalget tage stilling til en ansøgning fra Kolding Mandskor, som er usikker på, om foreningen og korhuset på Brinken kan overleve de akutte økonomiske problemer. Korhuset stilles til rådighed for øvrige kor og koraktiviteter. Foreningen mangler 50.000 kroner, som man håber at modtage fra Kolding Kommune, hvis man ikke får held med at ansøge om en statslig hjælpepakke.

Samlet er der altså ansøgninger for 567.000 kroner. I kulturudvalgets coronapulje ligger omkring en million kroner.

- Så vi har jo pengene til at støtte ansøgningerne. Det er penge, som skal ud og leve til gavn for Kolding. Og det gælder for alle ansøgningerne, at det er penge, som er ”need to have” og ikke bare ”nice to have” for den enkelte institution, siger Jesper Elkjær fra kulturudvalget, som mødes tirsdag den 13. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Sydjylland

Region Syddanmark i top: Markant færre corona-patienter i respirator døde end i resten af landet

Annonce