JV I KOLDING: KIF så skarpere og mere ligaklar ud end Ribe-Esbjerg, da de to hold spillede træningskamp i Kolding. En kamp, som hjemmeholdet vandt med 30-26.
KAMPEN I TAL
KIF Kolding - Ribe-Esbjerg HH 30-26 (16-12)
Stillinger undervejs: 0-2, 5-2, 6-6, 13-7, 23-14, 24-19, 28-20
Målscorere
KIF: Andreas Flodman 7 (1), Benjamin Pedersen 6, Kristoffer Vestergaard 4, Nicolaj Jørgensen 4, Chris Jørgensen 3, Alexander Morsten 2, Nicolai Weber 1, Andreas Væver 1 (1), Jens Svane 1, Thomas Boilesen 1
REHH: Nicolai Nygaard 6 (2), Mathias Jørgensen 5, Lasse Uth 3, Miha Zvizej 3, Daniel Lund 2, Christian Nim 2, Anton Pedersen 1, René Villadsen 1, Runar Karason 1, Besard Hakaj 1, Kasper Kvist 1
Udvisninger: KIF 3, REHH 1
I KIF-målet var den tidligere Ribe-Esbjerg-målmand Tim Winkler i god form. Han indledte kampen med at snuppe et straffekast fra Mathias Jørgensen, og han havde flere gode redninger undervejs. Han fik også god hjælp af et KIF-forsvar, der i store dele af kampen så stærkt ud. Det til trods for at hjemmeholdet var uden forsvarsspecialist Vetle Rønningen og i øvrigt også havde topscorer Peter Balling siddende på tribunen. Begge er småskadede, lød det fra KIF.
Ribe-Esbjerg var uden Simon Birkefelt og Jonas Larholm, og så er det værd at minde om, at holdets forberedelser har været forstyrret af corona efter træningskampen mod USA's landshold.
Nicolai Nygaard var en af fire smittede Ribe-Esbjerg-spillere, men i første halvleg var det ikke til at se, at han havde været syg. Han var som altid en stor trussel.
KIF holdt gæsternes scoringsfrekvens nede med godt paradespil og gode tacklinger. Jens Svane var igen med i KIF-forsvaret, og det er tydeligt, at han er længere fremme end ved sit comeback i efteråret.
Ribe-Esbjerg spillede smalt ganske længe. Magnus Søndenå kom ind og fik minutter uden at brænde halgulvet af.
Efter pausen var KIF-føringen helt oppe på ni mål ved 23-14, og selv om resultaterne i træningskampe ikke tæller, var det lige i overkanten for Ribe-Esbjerg. Det blev der rettet op på.
KIF spillede syv mod seks med Jens Svane på højre back, men uden Chris Jørgensen er det næppe farbar vej.
Ribe-Esbjerg fik dæmmet godt op for KIF's træk og med redninger fra indskiftede René Villadsen og en række tekniske fejl fra KIF fik Ribe-Esbjerg nogle nemme scoringer.
Ungdommen viste sig
Herefter kom der for alvor gang i udskiftningskarrusellen, og Ribe-Esbjerg-træner Kristian Kristensen må have glædet sig en anelse over, at det var med flere unge spillere i aktion, at hans hold fik lappet lidt på hullet op til KIF.
Daniel Lund og Christian Nim var blandt de knægte, der havde nogle gode aktioner.
For hjemmeholdet var det også en af de unge, der fik det sidste ord - eller den sidste hånd på bolden i træningskampen.
Agust Eli Björgvinsson er med Island ved VM, så da Tim Winkler forlod kampen mod slutningen, var det unge Frederik Bank, der kom ind i målet. Han nåede lige at få en redning, inden kampen blev blæst af.
KIF slog Ribe-Esbjerg med 30-26.
KIF så mest ligaklar ud, men Kolding-holdet skal også i kamp ude mod Fredericia HK allerede næste onsdag. Ribe-Esbjerg har tre dage mere at arbejde, inden det går løs ude mod SønderjyskE.