Annonce
Esbjerg

Trafiksikkerhed: Glæde over lys på Bakkevej i Bramming

Lokalrådsformand Jørgen Holberg, Bramming, ved én af de tyve nye elmaster, som er rejst på Bakkevej - her ved indkørslen til svømmehallen og idrætscentret. Foto: Ole Maass.
Formanden for Bramming Lokalråd, Jørgen Holberg, glæder sig over at skolebørnene nu kan færdes sikkert til skole efter, at der netop er opsat belysning på en 400 meter lang strækning på Bakkevej. Han glæder sig også over den snarlige renovering af det offentlige toilet på Kikkenborg Plads.

BRAMMING: Mandag eftermiddag kunne lokalrådsformand Jørgen Holberg ved selvsyn konstatere, at 15 af de 20 nye lysmaster med LED-pærer var sat op langs gang- og cykelstien på Bakkevej ned til Bakkevejens Skole. De sidste fem master blev sat op tirsdag af medarbejdere fra firmaet Elcon i Esbjerg, og dermed kunne lokalrådsformanden konstatere, at endnu et af de mindre projekter, som lokalrådet har arbejdet på i flere år er blevet til virkelighed.

Lokalrådsformanden, som tit har været bidsk og efter politikerne i byrådet, hvis han føler, at de har tilsidesat Brammings interesser har til gengæld masser af roser til de samme politikere i denne sag.

- Ja, pengene blev afsat ved sidste års budgetforlig. Og det beløb på en kvart million, som dette projekt koster gør rigtig meget gavn i Bramming, fordi der i vinterhalvåret er meget mørkt på Bakkevej, når børnene skal i skole, og i øvrigt når folk skal til og fra idrætscentret og svømmehallen. Der er masser af trafik med både gående og cyklister, og der er mange biler til og fra idrætscentret, så at strækningen nu bliver oplyst kommer til at gøre rigtig megen gavn i vinterhalvåret, siger Jørgen Holberg.

Han understreger, at lokalrådet har haft belysningen på Bakkevej som et højt prioriteret ønske i en årrække.

Annonce

Tyve master

Medarbejderne fra firmaet Elcon i Esbjerg har monteret de tyve nye elmaster på strækningen fra Gabelsvej til Bakkevejens Skole - elmaster, som er fire meter høje, og som kan indstilles med variabel lysstyrke. Medarbejderne har samtidig bedt Esbjerg Kommune om at beskære træerne langs vejen for dermed at forbedre oversigtsforholdene og sikre den fulde lysstyrke, oplyser Jakob Snitgaard, medarbejder hos Elcon.

Toilet renoveres

Belysningen med nye fire meter høje master med LED-pærer er ikke det eneste mindre projekt, som nu står til at blive færdiggjort i Bramming. Med forventet opstart i begyndelsen af juni skal det offentlige toilet på Kikkenborgs Plads, ved pølsevognen, således renoveres både indvendigt og udvendigt. Der skal skiftes spejle, affaldsspande, urinal, hygiejnebokse, lysarmaturer, opsættes armstøtter på handicaptoilettet, ligesom der skal males udvendig bræddebeklædning, døre, dørkarme og vinduer. Endelig skal der laves mindre reparationer i murværk og klinker.

- Som det er i dag har toilettet et udseende fra 60'erne, og det er ikke voldsomt indbydende at bruge. Det bliver det nu, og det er godt både af hensyn til borgerne i Bramming og til byens gæster. De 150.000 kroner, som bruges på dette projekt er godt givet ud, og det er endnu et lille skridt til gavn for Bramming, mener Jørgen Holberg.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce