Annonce
Billund

Transportbranchen mærker coronakrisen: - Jeg river april ud af kalenderen

Jørgen M. Poulsen fra HT Transport mærker tydeligt, at det er coronatider. Arkivfoto: Torben Glyum
Transportbranchen har det svært i øjeblikket, men optimismen lever hos to af Billunds transportfirmaer.

Billund: Med færre fly der lander, og virksomheder der lukker ned ude i verden, er der mindre gods, der skal transporteres.

Det mærker de også ved to af Billunds transportvirksomhedet, HT Transport og Billund Express.

HT Transport, der har omkring 100 medarbejdere og 70 biler, kører med gods indenrigs og til udlandet.

- Vi kan mærke en mindre nedgang på omkring 15 procent på eksporten til Sydtyskland, det østlige Frankrig og Schweiz, som vi hovedsageligt kører til i udlandet, fortæller administrerende direktør hos HT Transport, Jørgen M. Poulsen.

Nationalt er firmaet påvirket, når det kommer til luftfragt, fordi der er mindre gods, der skal ind og ud af landet.

- På indenrigs er vi nok gået ned med 10 til 15 procent. Jeg kan selvfølgelig ikke spå om fremtiden, men det skal vi nok klare os igennem med, som situationen er lige nu, siger Jørgen M. Poulsen.

Annonce
Bo Gaardsvig Vilstrup hos Billund Express holder optimismen oppe. Arkivfoto: Joan Karlsen

Mindre god april

Netop nedgangen på luftfragtsområdet mærker de også hos Billund Express, der har 12 biler og 18 fuldtidsansatte chauffører. Året begyndte ellers rigtig godt for det mindre fragtfirma.

- Aktivitetsmæssigt begyndte januar rigtig godt med fuld skrue, men hen i februar begyndte vi at kunne mærke konsekvenserne af corona, da vi kører meget luftfragt, og flere af vores kunder havde udfordringer med at finde fly til Kina, fortæller Bo Gaardsvig Vilstrup, der er administrerende direktør hos Billund Express.

Firmaet mistede i begyndelsen af krisen nogle få turer om ugen.

- Marts har været okay, men godsmængden begyndte at falde uge for uge. Nu er aktivitetsniveauet slet ikke, som vi plejer at have, og medmindre der sker et eller andet drastisk, er jeg forberedt på at rive april ud af kalenderen, siger Bo Gaardsvig Vilstrup.

På nogle områder inden for fragt køres der stadig meget rundt med gods.

- Vi kører også distribution for Post Nord logistik, hvor aktiviteten er høj. Jeg tror, der er mange, der handler på nettet i øjeblikket, for der bliver kørt mange trampoliner, kondicykler og løbebånd ud, som vi normalt ikke plejer at se.

Der er dog stadig et men.

- Vi er ikke nede i kulkælderen, men vi lægger nok på 20 til 30 procent mindre i omsætning på vores luftfragt, siger Bo Gaardsvig Vilstrup.

Ingen medarbejdere sendt hjem

Ingen af de to virksomheder har hverken afskediget eller sendt medarbejdere hjem.

- Jeg er så stolt af vores medarbejdere, der udviser en stor fleksibilitet i den situation, vi er i lige nu i forhold til timeantal og afholdelse af ferie, siger Bo Gaardsvig Vilstrup.

Samme melding lyder det fra Jørgen M. Poulsen.

- Medarbejderne er meget fleksible i forhold til at tage fridage på skift, og det betyder meget for os, at vi har de samme medarbejdere, når krisen er ovre. Som situationen er lige nu, er der ingen medarbejdere, der behøver at frygte for deres arbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce