Annonce
Kolding

Trapholt genåbner med udstilling af Mie Mørkeberg

Mie Mørkeberg er den femte kunstner i Trapholts serie af soloudstillinger af værkerne fra nogle af Danmarks mest fremtrædende samtidskunstnere. Foto: Jonas Normann
Trapholt genåbner onsdag den 21. april med en stor soloudstilling med kunstneren Mie Mørkeberg.

Kolding: I forbindelse med Trapholts genåbning den 21. april præsenteres en ny stor soloudstilling med Mie Mørkeberg.

Udstillingen fremviser helt nye værker, når der inviteres ind i Mørkebergs imaginære land Kryptomania, der er et land, som Mørkeberg skaber i sine malerier.

Mie Mørkeberg er optaget af, hvordan nutidens teknologiske muligheder og klimamæssige udfordringer påvirker ideen om, at menneske, teknologi og natur skal være i opdelt orden.

Annonce
"Kryptomanian Mermaid" er blandt værkerne fra Mie Mørkeberg. Foto: Kryptomanian Mermaid

Kryptomania henviser til et univers, som Mørkeberg maler frem – en verden i sig selv. Motiverne indeholder golde landskaber, kosmiske væsner og drømmende menneskekroppe. Kunstværkerne, der tæller både malerier og keramik, er skabt til udstillingen. Udtrykket indeholder Mørkebergs maleriske signatur med stemninger og rum, der på en og samme gang forekommer tiltrækkende og urovækkende.

Virtuel ferniseringsomvisning

Onsdag den 21. april kl. 16:00 er der virtuel fernisering. Her viser Mie Mørkeberg i samtale med museumsdirektør Karen Grøn rundt i udstillingen. De vil tale om Mørkebergs kryptomaniske univers, værkerne og hvor hun får inspiration fra. Deltagerne kan stille spørgsmål undervejs.

Ferniseringsomvisningen foregår via Zoom og alle kan deltage.

Udstillingen løber til den 28. november 2021.

Trapholts serie af soloudstillinger har til formål at dykke ned i nogle af Danmarks mest fremtrædende samtidskunstnere. Serien har indtil videre præsenteret udstillinger med Michael Kvium, Kirstine Roepstorff, Eske Kath og Anette Harboe Flensburg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Babyboom lukker populær frisørsalon

Annonce