Annonce
Kultur

Trapholt har succes med kunst, som borgerne hjælper med at skabe: Nu får museet millioner til to nye projekter

Der var fuldt hus på Trapholt, da tekstilkunstner Iben Høj præsenterede sit koncept bag Grænseløse Sting, der blev gennemført sammen med hundredvis af borgere. Projektet er blot ét af de kunstværker, som Trapholt har skabt i et samarbejde mellem en anerkendt kunstner og en lang stribe frivillige med flittige hænder. Arkivfoto: Søren Gylling
Med massiv million-støtte fra Velux Fonden, får Trapholt mulighed for at gennemføre to projekter indenfor kunsthåndværk. Begge skal munde ud i store kunstneriske installationer, som skabes sammen med hundredvis af borgere. Desuden skal der laves forskning, som går bag om projekterne.

Kolding: Gennem en årrække har Trapholt haft succes med at invitere i tusindvis af borgere indenfor på museet på en helt ny måde. I et stort fællesskab har de været med til at skabe populære udstillinger som Grænseløse Sting, Tingstedet og - helt aktuelt - Tæt på Træer, som er undervejs og vil kunne ses på Trapholt til november.

Fælles for projekterne er, at fingernemme borgere har arbejdet sammen med en anerkendt kunstner, der har skabt rammen for et stort kunstværk, som de mange frivillige så har været med til at udføre i praksis.

Nu er det helt sikkert, at to nye projekter er undervejs. Sammen med Aarhus Universitet er Trapholt nemlig udvalgt til at modtage fem millioner kroner til projektet CraftVærk, som får opstart den 1. oktober i år, og som over en kort årrække vil føre to store projekter med sig, hvor kunstnere skaber nye værker sammen med op mod 1000 frivillige deltagere.

Annonce

- Med corona-krisen har vi mærket, hvordan vores borgerinddragende craft-projekter har haft betydning, hvor eksempelvis 67 procent i en undersøgelse markerer, at det har haft en positiv betydning for deres trivsel under vinter-nedlukningen 2021 at deltage i Tæt på Træer, siger museumsdirektør Karen Grøn.

Hvad har de ud af det?

Karen Grøn glæder sig over, at med satsningen fra Velux Fonden bliver det muligt at skabe to nye projekter, samtidig med at man i samarbejde Aarhus Universitet får mulighed for at lave forskning, der blandt andet vil kortlægge, hvad det er, deltagerne får ud af at bidrage til et stort, fælles kunstprojekt. Forskningen skal også give bud på, hvordan fremtidens museum kan se ud, hvis det skal fungere i tæt samklang med borgerne og det nære miljø.

- Et stigende antal borgere mener ikke, at deres stemme bliver hørt og føler sig ikke som en del af samfundet. Det kalder på forandring i samfundets institutioner inklusiv de  kulturinstitutioner, som er med til at skabe forståelsen af vores samfund, siger Birgit Erikson, der er professor Aarhus Universitet og involveret i CraftVærk.

Næste store værk

  • I øjeblikket har Trapholt et stort projekt undervejs som hedder Tæt på Træer. Det er skabt af frivillige sammen med tekstilkunstner Tina Ratzer,
  • Værket udstilles i det offentlige rum under Trekantområdets Festuge 2021 i ugerne 34-35 og derefter på Trapholt fra 21. november.
  • Tæt på Træer bliver en kæmpe kunstinstallation i form af en kunstig skov, som man kan gå ind i og opholde sig i. Skovens mange blade sys i patchwork af projektets mange deltagere. Hver deltager bidrager med en patchworkblok, hvor motivet er et blad. Deltagerne har selv bestemt, hvilket individuelle blad de vil bringe til skoven og er ved aflevering blevet inviterer til at fortælle om bagrunden og historien for deres valg af blad.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce