Annonce
Erhverv

Tre bud på, hvordan løser vi problemet med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft

SPØRGSMÅL: 27 procent af alle danske virksomheder angiver vanskeligheder ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft som den største vækstbarriere netop nu. Hvad kan vi gøre ved det – som virksomheder og som samfund?

Annonce

Allan Jørgensen, digital ekspert, serieiværksætter og partner, Web2Media:

- Det, du kunne i går, er måske ubrugeligt i morgen. Derfor er ”kvalificeret arbejdskraft” i dén grad et flydende begreb, forklarer Allan Jørgensen, partner i Web2Media. Pressefoto

Kvalificeret arbejdskraft har altid været en mangelvare

Lige siden den ”industrielle revolution” har mangel på kvalificeret arbejdskraft været en udfordring i virksomheders rekruttering og dermed forretningsudvikling. Så længe der er behov for mennesker og viden på én gang, kan det være svært at finde de rette mennesker til de rette roller i den komplekse virksomhed.

I takt med at videnssamfundet har taget over, er sværhedsgraden kun vokset. Samtidig er vores behov og krav til viden samt kompleks forståelse for fagområder, som bliver endnu mere specialiseret, stødt stigende, hvor simple repetitive arbejdsopgaver bliver mindre og mindre.

Ganger man så opsving og positive konjunkturer på den udvikling, så har man det scenarie, som vi ser på tværs af brancher netop nu; nemlig en mangel på ”tiltrækkelig” kvalificeret arbejdskraft på tværs af brancher - især i vores del af verden.

Danmark har føretrøjen på

I Danmark har vi altid været gode til at skabe selvtænkende individer, der ofte også er kreative og løsningsorienterede. Efter min vurdering skyldes det vores kultur, hvor frihed under ansvar og krav til at tilpasse sig vores arbejdskultur fra en tidlig alder.

Dette fokus har både sat ambitioner samt retning for vores unge mennesker: ”Du skal kunne levere værdi og tilpasse dig samfundet/en virksomheds kultur for derigennem at skabe din egen spilleplade, som du kan udfolde dig på.”

Dét resulterer i en ret agil arbejdsstyrke, hvis man sammenligner med mange andre lande og kulturer.

Så grundbasen er ret godt på plads i forhold til talenterne. Men hvordan skaber vi flere gode og ekstraordinære medarbejdere? Svaret på det spørgsmål ser jeg lige nu som vores største samfundsproblem.

Sæt hvem før hvad

I kampen om de gode medarbejdere er der desværre alt for mange virksomheder, der sætter sig tilbage og forventer, at uddannelsessystemet (eller konkurrenterne) uddanner de nye talenter, og derfra forsøger at tiltrække dem via den horde af rekrutteringsfolk, headhuntere og lignende som findes der ude.

Dét mener jeg grundlæggende er meget forfejlet. I stedet bør vi alle være vores ansvar bevist.

Uddannelse af de gode medarbejder starter måske i uddannelsessystemerne og i vores føromtalte kultur – men det slutter bestemt ikke her.

Vi skal selv skabe vores egne talenter via målrettet indsats og en stærk tro på ”hvem før hvad”.

I den digitale branche, som jeg bevæger mig i, opstår der næsten dagligt nye muligheder og trusler, og kravet til omstillingsparathed og vilje til at lære nyt er uhørt høj.

Det, du kunne i går, er måske ubrugeligt i morgen. Derfor er ”kvalificeret arbejdskraft” i dén grad et flydende begreb for os i Web2Media og underbygger vores tro på, hvordan man finder de rette folk:

Får du det rette menneske ind, med den rette indstilling og motivation til netop din kultur og virksomhedsværdier, så kan du skabe ekstraordinære medarbejdere. Her er din villighed til at investere i den personlige uddannelsesrejse for hvert enkelt individ i din virksomhed, med brede rammer til selv at tage (og føle) et ansvar, afgørende. Outputtet er en medarbejder, der ultimativt er medskaber af den kultur, som din virksomhed lever af både nu og i fremtiden.

Formålet driver alt

Er du formålsdrevet som virksomhed, så skinner det igennem helt ud til, når du skal finde de rette ”hvem” til dit ”hvad”, de så skal lave.

Tør du investere alt i at sikre dine folk den helt rette personlige sti og forme din virksomhed omkring dine medarbejdere og ikke omvendt, så er jeg ikke i tvivl om, at der venter en overflod af positiv energi, langvarige relationer, stærke selvstændige og kvalificerede medarbejdere - og afgørende, en stærk virksomhed i med- og modgang.

”Give more – get more”

Gi’ mere - send dine medarbejdere ud i verden, lad dem lære og inspireres af de nye ting, som opstår hele tiden. Her vil du opleve, at få tifold igen i form af ny viden, glade inspirerede og motiverede medarbejdere – og en overflod af nye talenter, der tiltrækkes af netop din virksomhed.

Vi kalder det ”Give more – get more” – et mantra, som vores medarbejdere motiveres og udvikles af.

Talentet er der. Se mennesket før opgaven - så skaber vi fortsat en fantastisk stærk og ”kvalificeret arbejdsstyrke” i Danmark.

Jette Ditlev, ledelsesrådgiver, bestyrelsesmedlem og foredragsholder:

- At sikre den rette og tilstrækkelig arbejdskraft er en opgave for os alle, det vil sige politikere, virksomheder, organisationer og enkeltindivider, lyder det fra ledelsesrådgiver Jette Ditlev. Pressefoto

Ifølge Danmarks Statistik er den aktuelle bruttoledighed 3,7 procent, hvilket betyder ubalancer på arbejdsmarkedet.

Snart sagt alle brancher, fag og områder har udfordringer: Landbrug, gartneri, byggeri, hotel og service, sundhed, industri. Der mangler håndværkere, diverse IT-folk og ingeniører, sygeplejersker, læger og så videre.

Den mindre opløftende nyhed er, at det blot bliver værre i de kommende år. Store generationer er på vej ud af arbejdsmarkedet – medmindre altså, at de beslutter sig for at blive lidt længere…

At sikre den rette og tilstrækkelig arbejdskraft er en opgave for os alle, det vil sige politikere, virksomheder, organisationer og enkeltindivider.

Fra politisk hold bør der fortsat være fokus på at sikre udbud af arbejdskraft. Her kunne man passende tage fat på at motivere seniorerne og de ældre, så det kan betale sig at arbejde til langt ind i den 3. eller 4. alder. Væk med tossede modregninger af ydelser i pensioner, indfør særlige skattefordele og lignende.

Indtil videre har det handlet om højere pensionsalder, så nu er det årstid for ”gulerødder”. Øget optag på en række uddannelser indenfor for eksempel IT, teknik og sundhed skal også ske.

Problemet med politiske reformer og uddannelse er blot, at det tager lang tid før de slår igennem. Så på kort sigt er der næsten kun at håbe, at seniorerne vil blive længere på arbejdsmarkedet (hvilket meget tyder på) og supplere med udenlandsk arbejdskraft med de rette kompetencer (hvilket også er samfundsøkonomisk gangbart).

For den enkelte organisation er der tale om en løsningscocktail med mange ingredienser, hvor du frit kan nappe af idéerne nedenfor.

Tydelig mening - stærke værdier

Hvorfor gør vi det her? Hvilket problem løser vi? Hvordan gør det en afgørende forskel? Hvilken værdi skaber vi og for hvem? Hvad er meningen for virksomheden og for den enkelte medarbejder?

Det er helt centrale spørgsmål, som enhver organisation må forholde sig til og tydeligt kommunikere. Økonomisk bundlinje er ikke nok, hvilket for eksempel den øgede fokus på FN’s 17 verdensmål vidner om.

Kreativt og inspirerende miljø

Skal mennesker kunne fungere, kunne udfolde sig og være kreative, kræver det et inspirerende miljø. Det betyder ikke fri leg med flippermaskiner og pool-borde overalt.

Men det betyder et varieret arbejdsliv med indflydelse og udvikling. Det kan eksempelvis ske via særlige projekter, hvor teamet kommer fra forskellige funktioner, med mange baggrunde, og hvor arbejdet er afkoblet fra daglig drift.

God ledelse

Sagt kort er god ledelse en bouillon-terning med tydelig rammesætning og opbyggelighed. Ledere skal være ”fødselshjælpere”: De skal ikke gå vejen for andre, men gå ved siden af eller lidt bagved og være sparringspartner, inspirator, vejleder.

Gode ledere opbygger relationer præget af tillid og med plads til at fejle, for fejl er en del af udviklingen.

Karriere og privatliv

Alt for mange har fortsat en forståelse af karriere som ”op-op”. Intet kan være mere forkert.

Karriere handler om at dygtiggøre sig, om at få privat- og fritidsliv til at blomstre, om work breaks, om orlov og så videre. Her må findes løsninger, så medarbejderne vælger virksomheden – og vælger at blive uanset alder og anciennitet.

Ordninger som nedsat tid, orlov, arbejdsfri perioder er blot enkelte idéer. Andre greb kunne være udvikling via job-swap-ordninger, udvekslingsaftaler med udenlandske samarbejdspartnere og så videre.

Vær åben

Skal arbejdskraften overhovedet få øje på din virksomhed, så kom ud og mød den. Vær åben ved at tage imod elever og studerende, lad dem besøge virksomheden, lad dem lave projekter, lad dem komme på job shadow, adoptér en skoleklasse.

Stil dig til rådighed som mentor, bliv en del af uddannelses- og forskningsmiljøer med mere.

Jonathan Løw, foredragsholder, forfatter og iværksætter (Listen Louder og Jumpstory):

- Løsningen ligger ikke i skatterne. Den ligger i igen at blive kendt som et sted i verden, hvor man vil til, fordi man bliver en del af en fortælling og en hverdag, hvor der kæmpes for bæredygtig omstilling, højteknologi med mere – i et trygt samfund præget af tolerance og visioner, mener Jonathan Løw, iværksætter bag virksomhederne Listen Louder og Jumpstory. Pressefoto

Det paradoksale ved meget af den offentlige debat omkring emnet kvalificeret arbejdskraft er, at der hele tiden tales om skatteregler og skatteforhold som det afgørende parameter.

Virkeligheden er imidlertid den i vores vækstvirksomhed JumpStory, at når vi har problemer med at tiltrække udenlandske talenter hertil, så angiver de meget sjældent beskatningen som et issue. Det er i langt højere grad fortællingen omkring Danmark, der er afgørende for deres ønske om at flytte dem selv og deres familie hertil, og her har vi et problem som samfund.

Typisk har JumpStory brug for talenter indenfor IT og tech, og de kan befinde sig i både Europa, Asien og Afrika. Jeg kan huske, at da jeg som 20-årig rejste rundt i disse dele af verden (det er 20 år siden i dag), så blev jeg, når jeg fortalte om min nationalitet, mødt med anerkendelse over at komme fra et sted i verden, som går foran i forhold til klima, bæredygtig innovation og teknologi.

Verdens opfattelse af os var fantastisk. Sådan er det langt fra længere.

I dag hører jeg nærmere historier omkring Muhammedkrisen, vores fremmedskepsis med mere. Det er gift i forhold til, at disse talenter har lyst til at flytte hertil – ikke mindst når de har stiftet familie og eksempelvis kommer fra lande i verden, hvor denne fortælling er udbredt.

Jeg kan kun tale ud fra IT- og techbranchen, som jeg kender indefra, og her er vores virkelighed den, at der ikke findes nok talenter indenlands. Vi er nødt til at kigge til udlandet, og jeg tror på, at vi som land igen skal i gang med at tale til det store i mennesket.

Som Michelle Obama har sagt: ”When they go low, we go high” (når de går lavt, går du højt, red.).

Løsningen ligger ikke i skatterne. Den ligger i igen at blive kendt som et sted i verden, hvor man vil til, fordi man bliver en del af en fortælling og en hverdag, hvor der kæmpes for bæredygtig omstilling, højteknologi med mere – i et trygt samfund præget af tolerance og visioner.

Den slags virkelighed vil vore kommende udenlandske medarbejdere gerne tage del i. Hvis de ikke tror på den, så bliver de væk, og så fortsætter problemet med vækst i det kommende årti.

Problemknuserne

Et panel bestående af ni jysk-fynske erhvervspersonligheder stiller deres viden til rådighed i Erhverv+ panelet og giver bud på, hvordan vi løser nogle af de udfordringer, som ledere og medarbejdere møder i hverdagen ude i virksomhederne.

Paneldeltagerne er på tre ad gangen, når de knuser konkrete problemstillinger fra erhvervslivet.

Har du med et problem eller en udfordring, som du kunne tænke dig, at Erhverv+ panelet ser nærmere på til fordel for dig og alle andre, er du altid velkommen til at skrive til hesk@erhvervplus.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Central skobutik lukker i Kolding

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce