Annonce
Tarm

Tre gymnasier søger alle en ny rektor: - Vi er selvfølgelig i en konkurrencesituation

Vestjysk Gymnasium i Tarm, Ringkjøbing Gymnasium og Det Kristne Gymnasium skal alle have ny rektor fra næste skoleår. Som de eneste får VGT brug for en overgangsfigur, når vicerektor John Frederiksen bliver konstituretet rektor frem til sommerferien. Arkivfoto Jørgen Kirk
Alle tre almene gymnasier i Ringkøbing-Skjern skal have en ny rektor til det nye skoleår. Skolernes bestyrelsesformænd tror, der kan blive konkurrence om de bedste kandidater.
Annonce

RINGKØBING-SKEJRN: Har du en gymnasierektor i maven? Så er det nok nu, du skal slå til. For chancen for at blive gymnasierektor i Ringkøbing-Skjern har nok aldrig været større. Både på Vestjysk Gymnasium i Tarm, på Ringkjøbing Gymnasium og på Det Kristne Gymnasium skal der ny leder på posten.

- Det er en ret speciel situation, at tre skal skifte i så småt et område, siger formanden for VGT, Per Andersen.

Mikkjal Helmsdal på VGT skifter til Fjerritslev Gymnasium per 1. april, så gymnasiets vicerektor bliver konstitueret rektor frem til sommerferien, mens Tonny Hansen og Karsten Hauge på de ringkøbingensiske gymnasier stopper som rektorer til sommer.

Jeg tror da, at det er de samme kandidater, vi kommer til at kæmpe om. Det kunne man da sagtens forestille sig, at det er.

Inger Mørch Hauge, bestyrelsesformand, Ringkjøbing Gymnasium

Annonce

Kan kæmpe om de samme kandidater

Den af rektorerne, der har siddet i kortest tid, har været på pladsen i seks år. De andre har været rektorer siden 2005 og 2006. Det er derfor ikke hverdagskost, at alle tre stillinger er ledige på samme tid. Det stiller gymnasierne i en lidt anderledes situation.

- Det er muligt, at det bliver nogle af de samme, der kunne vælge at søge alle tre steder, siger formanden for Det Kristne Gymnasium, William Enevold Ehmsen.

Han peger på, at et af lovkravene til en rektor er, at han eller hun skal have undervisningskompetence til gymnasiet. En rektor skal med andre ord have været gymnasielærer. Det betyder også, at gruppen af ansøgere er rimelig snæver, og derfor kunne man forestille sig ansøgere, som ville være interesserede i flere af de vestjyske rektorjobs.

Det får nu ikke gymnasierne til at frygte, at de ender i en umulig konkurrence. Men konkurrence, det kan der sagtens blive.

- Vi er selvfølgelig i en konkurrencesituation, men vi skal også tro på vores egne fordele som skole. Afhængig af hvilke kandidater vi får, er jeg sikker på, vi nok skal finde den rigtige, og det skal Ringkøbing nok også, siger formanden for VGT, Per Andersen.

- Jeg tror da, at det er de samme kandidater, vi kommer til at kæmpe om. Det kunne man da sagtens forestille sig, at det er, siger Inger Mørch Hauge, formand for Ringkjøbing Gymnasium.

Annonce

KG er hurtigst ude

Selvom formændene er enige om, at der kan blive en konkurrence mellem gymnasierne, har de ikke mulighed for at tjekke, om ansøgerne har søgt de andre rektorstillinger. Den information er nemlig ulovlig for formændene at dele med andre.

Blandt andet derfor skal man nok ikke forvente den helt store budkrig, hvis man spørger Per Andersen. Der er også en statslig fastsat ramme for, hvad en rektor må få i løn, og så skal det også gerne være gymnasiet og ikke dets lønpose, som skal tiltale ansøgerne, mener han.

VGT og Ringkjøbing Gymnasium har endnu ikke lavet deres stillingsopslag, men vil drøfte, hvad der skal stå i opslagene, når de holder bestyrelsesmøder i marts. Omvendt har Det Kristne Gymnasium allerede slået en stilling op. Ansøgningsfristen er fredag 28. februar.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce