Annonce
jv.dk

Tre mænd fra Danmark er sigtet for drabsforsøg i Flensborg

Overfaldet fandt sted ved dette diskotek nær havnen i Flensborg. Foto: Soenke Rahn/Wikimedia.

FLENSBORG: Tre mænd med bopæl i Danmark er blevet varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg. Det skriver avisen Flensburger Tageblatt.

De fængslede er 39 og 40 år.

Anklagemyndigheden mener, mændene har mishandlet en 40-årig mand fra Flensborg så voldsomt, at han var i livsfare. Manden blev blandt andet sparket flere gange i hovedet.

Overfaldet fandt sted tidligt søndag morgen uden for et diskotek ved havnen i Flensborg. Her var de tre varetægtsfængslede i selskab med to andre mænd. Flokken kom af ukendte grunde op at skændes med den 40-årige, der var undervejs med en bekendt.

Uenigheden endte med slagsmål, hvor den 40-årige først blev slået i jorden og derefter sparket.

Alle konfliktens deltagere var tilsyneladende stærkt berusede.

De fem mænd stak efterfølgende af, men blev kort tid senere anholdt i nærheden af havnen. To af dem er dog atter blevet løsladt.

Offeret er fortsat i kritisk tilstand fortæller en talsmand fra politiet til avisen.

Annonce
Annonce