Annonce
Sydjylland

Tre speedwaynedslag

1. Kalenderen

Mads Hansens rejseprogram bliver ganske travlt i det nye år. Foruden de hjemlige pligter hos Vojens i Metal Speedway League, står der også matcher for Västervik i Sverige og for Kolejarz Opole i Polen på programmet. Derudover venter en aftale med en endnu unavngiven tysk klub lidt på sig.

Polen er umiddelbart det største speedwayland af de fire. Også England har en stærk liga, men valget er faldet på Danmark, Polen, Sverige og Tyskland af hensyn til logistikken. En sæson i England ville simpelthen kræve et sæt ekstra af alt - speedwaycykler, bemanding, værktøj og så videre.

Annonce

2. Ingen kørsel uden sponsorer

At det år efter år kan blive til en fuld satsning, hænger i høj grad sammen med, at Mads Hansens sponsorer hvert år er på plads og bakker op. Og det er der brug for - speedway er en dyr sport. Specielt dækkene er udsatte, og et bagdæk til 600 kroner holder da også kun to heats á fire omgange. Eller med andre ord - under to minutters kørsel.

Læg dertil et fuldt program af rejser til løb for klubber i fire lande, diverse træninger og ikke mindst løb i landsholdsregi, og så løber det op, forklarer Torben Hansen:

- Der går rigtig mange timer, men det er hvad det er. Vi har rigtig gode sponsorer, som har sikret, at vi kan holde skindet på næsen rent økonomisk. Vi var stoppet for længst, hvis det her skulle gå ud af min egen løn - så nemt er det. Men Mads er heldigvis rigtig god til at finde de rigtige løsninger og pleje vores netværk.

3. Det stærke Polen

Polen er et land, som Mads Hansen og Torben Hansen fremhæver som et vigtigt led i bestræbelserne på en professionel, international karriere. Mads Hansen har i 2019 tørnet ud for Kolejarz Opole, som er at finde i Polens næstbedste speedwayliga. Men når speedway i Polen er at regne som lidt af en nationalsport, så er det et helt specielt sted at køre. 5000 tilskuere til en match i 2. liga i Opole er hverdag.

Og blandt de førende klubber, som søn og far-duoen stiler efter, er interessen mange gange større, forklarer Torben Hansen:

- At se de største hold køre i polsk speedway er lidt som at se Brøndby og FCK tørne sammen. De største klubber har nogle vilde fangrupper, og vi har en gang oplevet at være til sådan en match, hvor politiet måtte omringe hele stadion for at få udebaneholdets fans sendt sikkert afsted. Det var vildt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Bander har kun fortjent foragt

Det er en politisk dom, der fredag faldt ved byretten i København, mener Loyal to Familia. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Men det kan egentlig ikke undre, at bandemedlemmerne med deres systematiske lovovertrædelser ikke har respekt for, at vi lever i en retsstat. Her er det heldigvis sådan, at det er uafhængige domstole, der frikender eller dømmer de tiltalte. Fredag var dommen, at et midlertidigt politiforbud mod Loyal to Familia blev gjort permanent, og at banden blev opløst som forening. Og som det er i en retsstat, kan dommen ankes, hvilket Loyal to Familia har gjort. Så sagen fortsætter i Landsretten 1. september, og det er sandsynligt, at den tabende part i den sag vil forsøge at få en endelig afgørelse i Højesteret. Men uanset det videre forløb er det en meget opsigtsvækkende dom, da det er første gang, at en domstol opløser en forening. At danne en forening er en grundlæggende frihedsrettighed i Grundloven. Men Grundloven siger også, at foreninger, der virker ved vold eller søger at nå deres mål med vold, kan opløses ved dom. Det er heldigvis meget svært at få forbudt og opløst en forening i Danmark. Og når det gælder rockergrupper og bander, er det kompliceret for anklagemyndigheden at bevise, at de er foreninger i Grundlovens forstand. Derfor er det ikke domme som den, der fredag faldt mod Loyal to Familia, som kommer til at løse problemet med den den organiserede kriminalitet. Det kræver en konstant kamp fra myndighedernes side, og at vi som samfund ikke falder for fristelsen til at forherlige bander. De har kun fortjent fordømmelse og foragt. Forhåbentlig vil dommen dog øge trygheden for landets øvrige borgere. Det er der brug for. Kriminelle bander skaber masser af ulykke og utryghed med deres tyranniske adfærd i form af trusler, vold og afpresning. At omfanget af ugerningerne er stort, viser det skræmmende store antal medlemmer af bander og rockergrupper, som lige nu er varetægtsfængslet eller afsoner en dom: 372.

Annonce