Annonce
Indland

Tre sprængninger var ikke nok - vindmølle måtte skæres fri

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det tog syv timer at få en vindmølle ved Thyborøn ned på jorden. En skærebrænder gjorde det sidste arbejde.

Tre gange dynamit var ikke nok til at vælte en 150 ton tung vindmølle, som torsdag skulle jævnes med jorden ved Thyborøn i Nordjylland.

Efter syv timers anstrengelser kom den 100 meter høje vindmølle dog ned på jorden, da den til sidst blev skåret over med en skærebrænder.

Det skriver TV Midtvest.

I løbet af torsdagen blev der brugt 20 kilo eksplosiver på tre sprængninger. Den første ladning blev sprængt klokken 13.30, mens den sidste blev brugt klokken 18.20.

Efter den tredje sprængning havde firmaet Sprængning Danmark ikke mere dynamit, og så var gode råd dyre.

Sprængningsleder Christian Sonne Schmidt besluttede dog at tage sagen i egen hånd.

Med hjælp fra en skærebrænder fik han skåret det sidste fri, og klokken 20.30 faldt vindmøllen til jorden.

- Jeg har taget opgaven på mig, og derfor var det også mig, der skulle gøre det sidste. For mig har det bare været arbejde. Vi har haft en plan, og vi har taget det stille og roligt, siger Christian Sonne Schmidt til TV Midtvest.

Oprindeligt var det meningen, at vindmøllen skulle afmonteres uden brug af dynamit.

Firmaet Danwind Construction forsøgte at pille den 100 meter høje testvindmølle ned i slutningen af juni, og det gik fint med vingerne.

Men det lykkedes ikke med selve kroppen af vindmøllen, da vinden var for voldsom, hvilket ad flere omgange udskød nedtagningen.

Derfor blev det til sidst besluttet at sprænge møllen, hvilket altså heller ikke var nok, før skærebrænderen kunne gøre det sidste arbejde.

/ritzau/

Annonce
Link til artikel på TV Midtvests hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce