Annonce
Udland

Tre studerende vil åbne Yales broderskaber for kvinder

Studerende på campus ved Yale University, der et af USA's ældste og mest prestigefyldte universiteter. Nu vil tre kvindelige studerende have kvinder ind i universitetets traditionsrige broderskaber. Personerne på billedet har ikke noget med sagen at gøre.

Det skal forbydes at overveje køn, når broderskaber beslutter, hvem der skal optages, mener tre studerende.

Tre kvindelige studerende fra det prestigefyldte Yale University i USA har iværksat en kamp for at få åbnet de såkaldte broderskaber for kvinder.

Kvinderne har således sagsøgt skolen og ni broderskaber.

Det sker i et forsøg på at tvinge dem til at indlemme kvinder i grupperne, der traditionelt altid udelukkende har bestået af mandlige medlemmer.

Kvinderne har indgivet et gruppesøgsmål ved en føderal domstol i den amerikanske delstat Connecticut.

I søgsmålet sigter kvinderne blandt andet efter et forbud mod at overveje køn, når det besluttes, hvem der skal lukkes ind i fællesskaberne. Kvinder skal også integreres i arbejdet omkring broderskaberne og deres netværk.

Flere af de traditionsrige broderskaber er den seneste tid blevet ramt af anklager om seksuelle overgreb og sexchikane.

De tre studerende siger, at de alle tidligere har klaget til Yale over upassende seksuel adfærd. Ledere fra skolen tilbød dem dog "ingen meningsfuld hjælp".

- Yale er et mikrokosmos af den igangværende epidemi af seksuel chikane og overgreb i broderskab bestående af mænd, lyder det i søgsmålet.

Det nævnes også, at mænd får en fordel af at være med i broderskaberne.

- Der udvikles ikke blot en meget giftig seksuel kultur (i broderskaberne, red.). Det giver også økonomiske og erhvervsmæssige fordele til de mandlige medlemmer, siger en af sagsøgerne, 20-årige Ry Walker.

Der findes også kvindelige studenterforeninger. Ifølge søgsmålet giver de dog ikke samme muligheder som broderskaberne. Blandt andet i forhold til kontakter i forbindelse med jobsøgning.

En talsmand for Yale, Tom Conroy, har afvist at kommentere på søgsmålet.

Joan Gilbride, der repræsenterer broderskaberne, siger, at der ikke er hold i beskyldningerne, som kvinderne præsenterer i sagsanlægget.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce