Annonce
Danmark

Tre ting afgør, om du skal have solceller

Solceller på taget er ikke altid en god forretning, men de er tilgengæld gode for klimaet. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix.
Solceller er kun en god investering, hvis du selv bruger størstedelen af den strøm, der produceres. Her er tre ting, der kan afgøre, om solceller giver økonomisk mening for dig.

Her kan du lytte til Adapter, hvor vi finder ud af, om du kan få solceller på dit tag. Klik på afspilleren.

 

Teknologi: Om ikke så mange år håber politikerne på at have lokket flertallet af danskere i retningen mod elbiler og varmepumper.

Blandt andet derfor forventes det, at elforbruget i Danmark fordobles inden 2030. Men hvor skal strømmen komme fra?

Er du den heldige ejer af et hustag, kan det være tillokkende at overveje solceller. På den måde kan du producere strøm til dig selv – og kan du ikke bruge det hele, kan resten sendes ud i elnettet og dermed gøre hele systemet grønnere.

Annonce

Men selv om det umiddelbart lyder som en fremragende idé, er det ikke altid, at det rent økonomisk kan betale sig at få solceller på taget.

I samarbejde med solcelleekspert Ivan Katic fra Teknologisk Institut har vi her samlet nogle af de ting, du bør overveje, inden du smider opsparingen efter et solcelleanlæg.

Du kan også lytte til denne uges afsnit af podcasten Adapter, hvor værterne forsøger at klæde en husejer på til at tage beslutningen: Solceller på taget eller ej? Find Adapter på avisendanmark.dk/podcastenadapter.

1 Hvornår bruger du strøm?

Som det er lige nu, kan det ikke betale sig at producere strøm med solceller på taget for at eksportere den til elnettet. Den pris, du som solcelleejer modtager, er simpelthen for lav.

Derimod sparer du gode penge på den strøm, du selv forbruger, mens den bliver produceret på taget. Og solceller producerer strøm, når solen skinner.

Så har du for eksempel en elbil, som kan blive ladet op i dagtimerne, peger det imod at solceller kan være en god investering for dig. Generelt gælder det, at solcellerne er mest oplagte for dig, der er hjemme i dagtimerne og i øvrigt bruger meget strøm.

2 Hvor stort er dit tag?

Tilbagebetalingstiden, altså den tid, det tager før du har betalt omkostningerne for at købe og installere dine solceller, er højere ved små anlæg sammenlignet med større.

Alt andet lige gælder det altså om at installere et anlæg, der er så stort som muligt - hvis dit forbrug ellers er til det. Derfor kan det ofte bedre betale sig for ejerne af større udlejningsejendomme eller industritage (med store tage og højt elforbrug) at installere solceller, sammenlignet med dem, der for eksempel bor alene i et mindre rækkehus.

Ud over at du skal overveje tagets størrelse, er det naturligvis smartest at installere solceller, så de vender rigtigt i forhold til solen. Altså ikke mod nord, og uden træer og andet, der skygger en stor del af dagen. Har du ikke et oplagt tag, er solceller ikke en god investering.

3 Skal det være lige nu?

Hvorvidt man i fremtiden får mere favorabel lovgivning, når energien fra solcellerne på taget skal sælges til elnettet, vides ikke. På samme måde er det med teknologiske landvindinger som kan banke prisen for solcelleanlæg yderligere ned.

Men du kan sørge for at installere dine solceller på et tidspunkt, der passer godt ind i din økonomi og dine renoveringsplaner.

Skal du alligevel skifte tag, kan det tale for at installere solcellerne nu. Skal taget skiftes om fem år, så overvej også at vente med solcellerne, så de ikke skal af og på igen om få år.

Og har du pengene stående (til negative renter) i banken, taler det for solceller. Skal du derimod låne dem, med de omkostninger der følger af det, kan det trække lange skygger over din solinvestering.

Annonce
Annonce
Billund For abonnenter

Banken siger nej: Uafklarede motorvejsplaner tvinger familien til at bo med træk og skimmelsvamp

Annonce