Annonce
Danmark

Tre ting du ikke så i fjernsynet fra folkemøde på TV2

Det var ikke alle debatterne, der var lige nemme at få plads ved på TV2's valgfolkemøde i Odense søndag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
TV2's hovedkvarter var stoppet med borgere og politikere, og tv-kanalerne var fyldt med væg-til-væg-dækning. Avisen Danmark var også til valgfolkemøde i Odense. Læs her, hvad kameraerne ikke fangede.

1 Indianeren blandt cowboys – på et skib ...

Partiet Stram kurs havde på TV2’s valgfolkemøde fået tildelt et telt at agitere fra. I teltet stod blandt andre 62-årige Kim Jessen, der stiller op for partiet i Københavns Omegn. Han har aldrig været aktiv i politik før, sagde han, men er alligevel nærmest født ind i Stram Kurs, mener han. Hans far var med til at stifte Fremskridtspartiet.

- Skriv, at jeg har badet i Glistrups swimmingpool som barn, sagde han.

- Er der mange, der spørger til Paludans chikanesag?

- Ja, og det kan jeg godt forstå. Det er jo ligesom at få et stykke lakrids. Det smager godt. Vil du have et stykke lakrids?

- Øh, ja tak.

- Her min skat. Jeg er fuld af kærlighed.

- Betyder en politikers moralske habitus noget for dig?

- Ikke det mindste. Se på det sådan her: Du er på et skib, og styrmanden falder om. Der er kun en, der kan styre skibet i land, og det er en indianer. Skulle det så være et problem, at han er indianer?

- Indianer?

- Ja, hvis nu alle de andre er cowboys.

Annonce

2 Vagtskifte

Klokken tyve minutter over tre var 25 uniformerede betjente med skudsikre veste samlet indendørs lige ved TV2’s kantine.

De skridtede i samlet flok ned gennem den store midtergang, ud på pladsen og ind gennem folkemængden til stort postyr for folkemødegæsterne.

- Nu rydder de fandme hele bulen, sagde en ældre mand.

Politistyrken stoppede tre udvalgte steder og blev introduceret til pladsen og funktionerne af en vagtleder, inden de gik ud på parkeringspladsen bag TV2. Her fordelte vagtlederen dem på deres poster rundt om pladen, og betjentene fra det foregående vagthold kunne gå frie ude i forsommeren, mens et par helikoptere og droner cirklede rundt over dem.

3 Folkemødefaderen har fået folkemødeforstoppelse

I et af debatteltene sad fire politikere og debatterede storebæltstakst. Ind fra siden af kom Bertel Haarder (V), der i sin tid var primus motor i at starte landets første folkemøde på Bornholm. Han er hele Danmarks folkemødefader.

Han stod med et stort smil på og sneg sig ind på første række for at overvære resten af debatten.

Det er kun en lille uge siden, at Bertel Haarder i avisen Danmark advarede mod netop den SV-regering, som Lars Løkke senere på ugen smed ind i valgkampen som en bombe.

Da debatten arrangeret af Fyens Stiftstidende var overstået, blev han siddende på sin plads. Herfra kunne Bertel Haarder stadig godt se faren ved en SV-regering, men efter sin formand og statsministers udmelding kunne han lidt nemmere få øje på fordelene. I hvert fald fordelene ved at snakke om den.

- Løkke gjorde det jo for at hamre en pæl ned over for Paludan. For at undgå en regering, der kan lade sig afpresse af den yderste fløj. Tag ikke fejl, Løkke har været bekymret i månedsvis for Paludan, og hvad han kan medføre af problemer for Danmark i Mellemøsten, sagde Bertel Haarder.

Da vi begyndte at tale om folkemøde, fik han et uventet træt blik i øjnene.

- Der er mange folkemøder nu. Jeg må sige, at der er mere folk i Folkemødet på Bornholm. Jeg glæder mig, til valget er overstået.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce