Annonce
Esbjerg

Tre toiletter smadret af vandaler

Sådan så nogle af skaderne ud efter det omfattende hærværk på de tre toiletbygninger. Billedcollage: Esbjerg Kommune
Det kommer til at koste Esbjerg Kommune omkring 150.000 kroner at udbedre skaderne, efter at tre offentlige toiletter er blevet smadret af hærværksmænd.
Annonce

Esbjerg: Tre af Esbjerg Kommunes offentlige toiletbygninger er blevet smadret noget så eftertrykkeligt.

Det drejer sig om to toiletbygninger i Marbæk-området og en i midtbyen, nærmere bestemt i Borgergade 43 ved parkeringspladsen.

Hærværket har fundet sted på et tidspunkt mellem fredag eftermiddag og lørdag morgen.

Toiletbygningen i Borgergade er nu lukket, og der er sat en træplade for åbningen, hvor døren burde være. En bunke knust glas er fejet sammen i en lille bunke ved de nærliggende buske som endnu et vidnesbyrd om, hvad der er foregået, og det er ikke småting.

- Det er virkelig voldsomt det her. Døren er blevet brækket op, alt af porcelæn er smadret i tusind stykker, både toilet kumme og vask, der er knust spejle og rykket ting ud fra væggen, og der er lavet graffiti, fortæller Jesper Brødsgaard, der er entreprenørchef ved Drift og Anlæg ved Esbjerg Kommune.

De to toiletbygninger i Marbæk-området har fået nogenlunde samme tur, og efter hærværket har det strømmet ud med vand fra tilslutningerne til både toilet og vask, så forsyningen har måttet lukke for vandet.

Hærværk

Der er på et tidspunkt mellem fredag eftermiddag og lørdag morgen blevet begået omfattende hærvæk på tre af Esbjerg Kommunes offentlige toiletbygninger.

Det drejer sig om bygninger i Borgergade 43, på Sjelborggårdsvej 65 og på Marbækgårdsvej 25.

Hærværket er meldt til politiet, der på telefon 114 gerne hører fra folk, der kan have oplysninger om hærværket.

Annonce

Ærgerlige penge

Det omfattende hærværk kommer til at koste i omegnen af 150.000 kroner, vurderer entreprenørchefen.

- Jeg vil tro, at skaderne løber op i mindst 50.000 per toiletbygning, og da vi som kommune er selvforsikret, rammer det os selv, og det er da ærgerlige penge at betale. Jeg hæfter mig specielt ved den voldsomhed, der ligger bag hærværket. Gerningsmændene har haft noget tungt at slå med og har virkelig slået løs på inventaret, siger Jesper Brødsgaard.

Han kan ikke give noget tal for, hvor mange penge Esbjerg Kommune hvert år bruger på at udbedre skader efter hærværk, da udgifterne er fordelt på forskellige afdelinger, men hans fornemmelse er, at der bliver flere og flere tilfælde, selv om der er langt mellem hærværkstilfælde af så grov karakter som disse.

- Jeg tror ikke, at det her giver anledning til ændrede procedurer eller tiltag. Som udgangspunkt vil vi ikke opsætte videoovervågning ved toiletbygningerne, men hvis det gentager sig, kan det måske alligevel blive nødvendigt, siger Jesper Brødsgaard.

En lille bunke glasskår i buskadset og en træplade for indgangen vidner om sidste weekends hærværk på toiletbygningen i Borgergade. Foto: Jesper Orry
Toiletbygningen i Borgergade er ude af drift efter sidste weekends hærværk. Foto: Jesper Orry
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Lærerformand opfordrer Koldings lærere til at tage deres forholdsregler: Sådan kan de mindske risiko for at blive smittet

Annonce