Annonce
Erhverv

Trecifret millionbeløb: Arla laver gigantinvestering på Branderup Mejeri

Arla investerer 600 millioner kroner i en ombygning og udvidelse af Branderup Mejeri. Det er efterspørgslen efter mozzarella, der bliver ved med at vokse - til glæde for mejerigiganten og dens mange landmænd og leverandører. En ny lokalplan for området dækker marken ved mejeriet, men ejendommen yderst til højre i billedet skulle ikke blive påvirket af planerne. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Efterspørgslen efter mozzarella stiger så meget, at Branderup Mejeri i Tønder Kommune udvides og ombygges for et større trecifret millionbeløb. Arla forventer, at investeringen mere end fordobler produktionen på mejeriet.
Annonce

Fremtidssikring: Arlas mejeri i Branderup bliver et af Europas allerstørste mozzarella-mejerier.

Det står klart, efter Arla har frigivet en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at mejerigiganten investerer et stort trecifret millionbeløb i en ombygning og renovering af mejeriet.

- Vi er stolte af vores produktion af mozzarella her på Branderup Mejeri, og det er en meget glædelig begivenhed, at en stigende efterspørgsel på vores produkter nu gør, at vi skal mere end fordoble vores produktion. Det er med til at skabe fremtidens mejeri, og jeg glæder mig på vegne af Arla, mejeriet og landmændene, siger direktør for Arlas mozzarellaproduktion, René Nørgaard, og tilføjer, at udvidelsen mest vil foregå i de allerede eksisterende bygninger:

- Vi var fremsynede, da mejeriet blev bygget om for fem år siden. Dengang lavede man plads til en ekstra linje.

Det ligner nærmest en gigantisk omgang røræg, men massen bliver til den eftertragede mozzarella, som er omdrejningspunktet for hele produktionen på Branderup Mejeri. Arkivfoto: Timo Battefeld
Annonce

Investerer 600 mio. kr.

Tønder Kommune har sendt en lokalplan for området omkring Branderup Mejeri i offentlig høring. Det harmonerer godt med mejerigiganten, der oplyser, at de første streger allerede er slået på tegningerne, og i begyndelsen af det nye år begynder udvidelsen på Branderup Mejeri til knap 600 millioner kroner.

Det er en udvidelse, der udadtil måske ikke vil se ud af så meget, men indadtil vil udvide mejeriets mælkeindvejningskapacitet, -silobeholdning og -behandlingsområde, lagerkapacitet og tilføje en osteproduktionslinje.

Det vil alt sammen øge kapaciteten med 500 millioner liter mælk årligt, svarende til 53 millioner kilo mozzarella.

Den store mængde ekstra ost mere end fordobler den nuværende mozzarellaproduktion, så der fremover bliver produceret 91 millioner kilo mozzarella på Branderup Mejeri årligt. Det gør mejeriet til det største mozzarellaproduktionsanlæg målt på volumen i Europa, oplyser Arla.

Annonce

Ombygget i 2015

Det er mindre end fem år siden, at mejeriet sidst var under ombygning. I efterårsferien 2014 indledte Arla en større ombygning og renovering af Branderup Mejeri. I den forbindelse fortalte daværende mejerichef, Henrik Jessen, at stort set hele bygningen blev tømt for udstyr og inventar, før ombygningen kunne gå i gang. Det medførte også radikale ændringer på mejeriet, hvor 8000 af 12.000 kvadratmeter blev strippet totalt.

Ombygningen, der kostede Arla 80 millioner kroner, blev indviet i foråret 2015 og resulterede i, at de tidligere to såkaldte gule oste, edam og gouda, blev erstattet af mozzarella-oste til Europa og Kina, hvor mozzarellaen fra mejeriet i Branderup indgår i industrielt tilberedte færdigretter som for eksempel pizzaer.

Annonce

25 nye job

Arlas mozzarellaproduktion i Danmark er koncentreret på Branderup og Rødkærsbro Mejerier. Herfra sendes oste ud i hele verden til 100 lande på alle kontinenter.

Ifølge René Nørgaard skyldes succesen blandt andet, at efterspørgslen efter ost stiger i takt med, at fastfoodprodukter som pizza er i vækst verden over.

Designfasen af byggeriet er i fuld gang og selve arbejdet påbegyndes i begyndelsen af 2020. Arbejdet vil medføre få produktionsstop på mejeriet i Branderup.

- Vi satser på at påvirke produktionen minimalt. Men det kan ikke undgås helt, siger direktøren, som forudser, at der i løbet af hele ombygningserioden vil være sammenlagt 30 dages stop. De dage vil mælken sendes til andre af Arlas mejerier.

Udbygningen af Branderup Mejeri forventes færdig i sommeren 2021.

Det ventes, at den øgede kapacitet vil sikre 25 nye medarbejdere på fabrikken samt ekstra arbejde til de landmænd og underleverandører, der i dag arbejder tæt sammen med mejeriet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os nu få den cykelbro

Annonce