x
Annonce
Indland

Tredje dansker er testet positiv for coronavirus

Aarhus Universitetshospital har testet en person positiv for smitte med coronavirus. Foto: Jens Thaysen
Endnu en dansker er testet positiv for coronavirus, efter at vedkommende har været på konference i München.

En tredje dansker er testet positiv for coronavirus. Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse lørdag morgen. Der er tale om en medarbejder på Aarhus Universitetshospital.

Annonce

Personen har været på en konference i München, hvor vedkommende formentlig er blevet smittet.

Det er Aarhus Universitetshospital, der har analyseret en halspodning fra personen, og som nu kan bekræfte, at prøven er positiv for coronavirus.

- Vores strategi er fortsat, at vi hurtigt inddæmmer smittespredningen ved at diagnosticere sygdommen og behandle patienten under isolation, siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted.

- Samtidig foretager vi smitteopsporing og håndterer de personer, der har haft tæt kontakt med den smittede. De tætte kontakter taler vi med og foretager en konkret risikovurdering, fortsætter hun.

Sundhedspersonale fra Aarhus Universitetshospital vil den kommende tid være i daglig kontakt med den smittede.

Styrelsen for Patientsikkerhed understreger, at det er vigtigt, at man ringer til sin egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de seneste 14 dage har været i områder med udbredt smitte og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød.

Rådet gælder også, hvis man har været i tæt kontakt med en person, der er mistænkt eller har fået påvist sygdommen.

Aarhus Universitetshospital vil oplyse mere om det seneste smittetilfælde på en pressebriefing lørdag morgen klokken 9.

Torsdag blev det første smittetilfælde i Danmark bekræftet. Her blev en medarbejder på TV2 testet positiv, efter at han var hjemvendt fra en skiferie i Norditalien.

Fredag stod det klart, at endnu en dansker var blevet smittet - ligeledes efter en rejse i Norditalien.

Omkring 200 personer er foreløbig blevet testet for coronavirus i Danmark, og en række er blevet sendt i hjemmekarantæne, fordi de har været i tæt kontakt med en smittet.

Det gælder blandt andet 16 medarbejdere fra TV2.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce