Opdateret mandag middag: Lækken er nu lokaliseret, oplyser Trefor.
Vejle: Har nogen set store mængder grønt vand et sted på Nørremarken?
Hvis ja - så kontakt Trefors kontrolcenter. Forsyningsselskabet er nemlig på jagt, og i den sammenhæng er det grønne vand det bedste spor.
Et eller andet sted på Nørremarken er der brud på et fjernvarmerør. Lørdag tvang bruddet selskabet til at lukke for varmeforsyningen til 1120 husstande i flere timer. Først lige efter middag var der igen varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne.
Det grønne vand er spottet - men det har endnu ikke ført til opklaring af rørbruddet. Men at den er gal, viser grønt vand i et lille vandløb i Nørreskoven.
Ser giftigt ud men er uskadeligt
I den forbindelse har Trefor skyndt sig at forsikre, at det grønne vand godt nok ser giftigt ud - men at det grønne sporstof er helt ufarlig.
Selskabets kommunikationschef Anya Palm har tjekket med fagfolkene hos selskabets varmeforsyning. De siger:
- Sporstoffet er helt ufarligt og har ingen konsekvenser for miljøet. Farven bliver udvasket over tid.
Trefor i tweet om ledningsbruddetSer du varmt vand, der kommer op af jorden eller fra et brønddæksel - kontakt kontrolcentret.
Håbet er, at den grønne farve dukker op et eller andet sted på jordoverfladen i Nørremarken, så varmeforsyningens folk ved, hvor de skal grave for at finde det utætte rør.
Ser nogen noget, lyder opfordringen fra Trefor, at man kontakter selskabets vagttelefon på 79 33 33 97.