Annonce
Vejen

Trekantområdets Festuge med det største program nogensinde

Noget af det, der kommer til at vække opsigt er uden tvivl det store kunstværk TAPE Vejen, som den internationale kunstnergruppe Numen/For Use opfører i Vejen Idrætscenter. PR-foto
Den 23. august til 1. september er der Festuge i Trekantområdet og dermed også i Vejen Kommune. I år er der flere arrangementer og flere arrangører end nogensinde før, og der bydes på et væld af oplevelser for alle aldre.

Vejen Kommune: Der er lidt for enhver smag til festugen, som også i højere grad finder sted i hele kommunen.

- Vi er glade for at kunne præsentere det mest omfattende festuge-program indtil nu. Der er noget for enhver smag, og det er godt fordelt rundt omkring i kommunen. Vi har også fået flere arrangører med, og det er vi meget glade for. Vi håber, at borgerne bliver nysgerrige på nogle af arrangementerne og tager aktivt del i festugen, siger Charlotte Thomsen, kultur- og turismekonsulent i Vejen Kommune.

Her kommer en lille rundtur:

Annonce
Balletbørn fra Det Kgl. Teaters talentlinje kan opleves på Sønderkov. PR-foto

Kunst

Noget af det, der kommer til at vække opsigt er uden tvivl det store kunstværk TAPE Vejen, som den internationale kunstnergruppe Numen/For Use opfører i Vejen Idrætscenter. Det er en edderkoppespindslignende konstruktion af gange lavet af tape, der hænger i luften, og som man kan kravle igennem.

Normalt er det byer som Berlin, Paris og Stockholm, der får besøg af kunstværket, der bygges op på stedet. Men nu kan Vejen - sammen med Vejle og Haderslev, der også får besøg - opleve det opsigtsvækkende værk. Materialet genbruges i øvrigt til en senere event.

Skibelundteltet fra Vejen Kunstmuseum stilles op ved Skærsø, og her kan man møde et tilbud, som hele fem billedskoler fra Trekantområdet står bag. I Art Zone på Sønderskov sættes billeder af det islandske landskab op i skoven og skaber en tydelig kontrast. Her kan man i øvrigt også opleve kortfilm, en stor orange boble og balletbørn. Endelig kan man opleve kunst i Rødding, ikke bare i det offentlige, men også i folks eget hjem; her er det Kunst 6630, der står bag.

Musik

Pernille Rosendahl indtager Vejen Kirke og fylder rummet med melankolsk og dragende pop. Sammen med Jazz i Trekanten arrangerer Vejen Idrætscenter, Studio 73, Sløjdscenen, Øster Lindet Kirke og Vejen for dig jazzkoncerter. I idrætscenteret er det en hel dag/aften med forskellige jazzkoncerter - blandt andet kan man komme svømmehallen og til koncert på én og samme tid.

På Sønderskov er det muligt med en tur tilbage til renæssancen, når der er musik, poesi og mad fra Shakespeares tid. Samme sted inviterer også til en koncert i så forskellige genrer som keltisk rock/folk/metal/jazz.

For børn For de mindste i familien inviterer Vejen Musikskole til sang, spil og bevægelse i Brørup og Holsted, mens man kan prøve børneyoga på bibliotekerne i Holsted, Brørup og Rødding. Til Stafet For Livet kan børn og unge spille fodbold på en oppustelig fodboldbane. I Vejen og Læborg Kirker står den på børneteater, mens man kan komme til gadeteater i Vejen midtby med internationale kunstnere. - Og så er en af jazzkoncerterne i Vejen Idrætscenter i øvrigt en børnekoncert.

Refleksion og litteratur

Der er en række arrangementer, som indbyder til refleksion og eftertænksomhed.

Der er de litterære arrangementer som litterær skattejagt, hvor man skal flytte sig rundt i kommunen for at samle en novelle af Michael Pedersen, eller man kan kaste sig over at skrive digte på bibliotekerne. Her kan man også låne en "bog" i menneskebiblioteket - hvilket vil sige man kan få en personlig samtale med en person fra en gruppe i samfundet, som andre ofte har fordomme om. Ideen er, at man kan flytte på sine fordomme ved dette møde. Endelig byder biblioteket også på "smag en bog", hvor man får et måltid, inspireret af en bog og samtidig får læst op af forfatteren.

Man kan komme med i Åtte Bjerge og finde den indre ro og komme til foredrag og workshop med amatørarkæolog Marie Aagaard om at flytte sig i livet. Her står Rødding Frimenighed bag.

Man kan få et blik ind i de unges verden i en danseforestilling af dansekompagniet On Stage om at finde sig selv i et samfund med mange krav. Endelig kan man lade sig overraske i et show om kropsmanipulation med Niels Krøjgaard, som Campus Vejen står bag.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce