Annonce
Kolding

Tresu i stor fyringsrunde igen: Mere end hver 10. ryger ud

Tresu Group, der efter seneste fyringsrunde beskæftiger cirka 210 medarbejdere, er ramt af endnu en fyringsrunde, hvor hver 10. medarbejder bliver præsenteret for en fyreseddel. I september var virsomheden gennem en fyringsrunde, hvor 27 medarbejdere blev fyret. Det er salget af virskomhedens største maskiner til emballageindustrien, der halter, forklarer administrerende direktør Søren Maarsø. Arkivfoto: Claus Thorsted

Ny fyringsrunde har ramt Tresu Group, der fortsat er presset af, at ordrerne på de største maskiner ikke kommer i hus. Tresu, der producerer trykmaskiner til emballageindustrien, fyrede allerede i september 27 ud af de omkring 250 medarbejdere.

Kolding: Da regnskabet for Tresu Group blev offentliggjort i starten af 2018, pegede kurverne opad. Antallet af ansatte var rekordstort. Omsætningen voksede og overskuddet lød på 74 millioner kroner.

I september var stemningen vendt. Ordrerne på de store maskiner lod vente på sig, og det førte til en fyringsrunde i Tresu Group, hvor 27 medarbejdere blev fyret, og i løbet af denne uge rammer endnu en runde, når cirka hver 10. medarbejder får en fyreseddel.

I starten af september forklarede administrerende direktør Søren Maarsø, at man var nødt til at trimme virksomheden.

- Ordreindgangen på nogle af vores helt store maskiner lader vente på sig. Derfor er vi nødt til tilpasse vores kapacitet. Det er en helt naturlig ting. Vi kan godt have is i maven i lang tid, men vi er nødt til at kigge frem, og så har vi lavet den her trimning, sagde Søren Maarsø dengang.

Men trimningen har ikke været nok, og for at håndtere de store udsving i salget af de største maskiner, så er virksomheden midt i endnu en fyringsrunde, skriver direktøren i en mail i JydskeVestkysten.

"Tresu Group har besluttet at foretage en omorganisering af organisationen, som blandt andet indebærer, at der forventes afskediget mere end 10 procent af medarbejderne i Danmark. Omorganiseringen sker med henblik på at sikre en mere lean og agil forretningsmodel for bedre at kunne håndtere de udsving, der er i divisionen, der sælger store trykkerimaskiner, skriver Søren Maarsø.

Annonce

Kort om Tresu Group

Tresu udvikler og producerer trykmaskiner, som blandt andet bliver brugt til at trykke fødevareemballager. Hvert sekund bliver der trykt mindst 6000 mælkekartoner på maskiner, som Tresu har udviklet. Maskinerne bliver solgt på verdensmarkedet.Ved årets indgang var der cirka 250 medarbejdere i den danske del af virksomheden. I forbindelse med at virksomheden flytter til den nye fabrik, har Tresu overdraget nogle medarbejdere til samarbejdspartneren NSM. Så efter første fyringsrunde var der cirka 210 medarbejdere i Tresu Group i Danmark.

Flytter til ny fabrik

Senest fulde regnskab, der blev offentliggjort i januar 2018, viste, at omsætningen var løftet 47 procent til 637 millioner kroner, og resultatet var mere end fordoblet fra 32 millioner kroner til 74 millioner kroner. Virksomheden forventede dengang et resultat året efter på tilsvarende niveau.

Senere har virksomheden præsenteret et regnskab for de sidste tre måneder af 2017. Omlægningen sker for at følge regnskabsåret hos kapitalfonden Altor, der i foråret 2017 købte aktiemajoriteten i Tresu Group af kapitalfonden Erhvervsinvest. Det skæve regnskab viste et plus på 286.000 kroner ud af en omsætning på 132 millioner kroner.

Tresu Group kunne i slutningen af august fortælle, at virksomheden flytter til en ny fabrik i 2019 på Venusvej i Kolding. I dag er de på syv forskellige lokationer i Kolding, og virksomheden lejer sig ind i den nye fabrik i Kolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ingen grund til Corona-panik

Så er dét sket, som vi længe har vidst var overvejende sandsynligt: Coronavirus er kommet inden for landets grænser. En medarbejder ved TV2 har været på ferie i Italien og har med sig hjem fra skiferien bragt virussen, og nu træder det danske virusberedskab i kraft. Det må vi have tiltro til, men allerede nu meldes om butikker, der tømmes for håndsprit, og andre reaktioner, som kunne være forløbere for egentlig panik, og det er der ingen grund til. Omend mange er døde af Coronavirusen særligt omkring epicentret i millionbyen Wuhan i Kina, er den ikke, som vi også forleden bemærkede på denne plads, særlig farlig. Det foreløbigt største studie af den nye Coronavirus, Covid 19, fra Kina viser, at der er en dødelighed på 2,3 procent hos en gruppe smittede, hvor eksempelvis den for nogle år siden så frygtede SARS-virus havde en dødelighed på ti procent. I farlighed minder Corona altså mest om en almindelig influenzavirus, og derfor skal vi heller ikke gå i panik og lukke landet ned, fordi smitten nu er kommet inden for landets grænser. Coronavirus smitter mellem mennesker nøjagtig som influenza gør, det vil sige ved nys og host samt ved direkte kontakt. Det betyder også, at man skal opføre sig nogenlunde på samme måde. Undgå at være for tæt på mennesker, der nyser og hoster, samt sørge for en god håndhygiejne. Som altid er ældre og svagelige særligt udsatte, mens børn ikke ser ud til i særlig grad at blive ramt. Selvfølgelig er det angstprovokerende, når vi i en globaliseret og rejselysten verden rammes af en virus, der indtil videre ingen vaccine er imod. Men alt tyder på, at denne virus er relativt harmløs, og udviklingen i Kina er sådan, at antallet af nye smittede har været faldende siden januar. Faldet er kommet, efter den kinesiske stat i begyndelsen groft undertrykte redelige lægers opråb om et problem, men efter man opgav at lyve herom, ser det ud til, at man er ved at få styr på situationen. I et åbent og oplyst samfund som det danske, er vi heldigvis fri for den slags mummespil.

Annonce