Annonce
Vejen

Tricktyven er stadig på fri fod

Lad vær med at placere tasken i indkøbsvognen, lyder et af politiets gode råd til ældre kvinder, som er på indkøbstur i de lokale supermarkeder. Arkivfoto
Søndag formiddag mistede en 74-årig kvinde sin pung under en indkøbstur i Dagli’Brugsen. Det er det femte tricktyveri på kort tid.

Vejen Kommune: Så er den gal igen – en tricktyv har atter haft held til at få fingre i en ældre kvindes pung under en indkøbstur i et supermarked.

Denne gang skete det søndag formiddag i Dagli’Brugsen i Bække, hvor en 74-årig kvinde havde lagt sin læderpung i indkøbsvognen. Men pludselig var pungen forsvundet. Den forsvandt på et tidspunkt mellem klokken 11.15 og 11.45. Foruden et kontant beløb indeholdt den et hævekort og flere andre personlige papirer.

Som det har været tilfældet ved de seneste tilsvarende tricktyverier, har politiet gennemset optagelserne fra brugsens videoovervågningsanlæg for om muligt at skaffe et signalement at tricktyven.

- Vi har en mistanke om, at der kan være tale om den samme gerningsmand, som på det seneste har begået andre tilsvarende tricktyverier i lokale supermarkeder, siger politikommissær Morten Alslev.

Det er i så fald det femte af slagsen. De seneste to blev begået i henholdsvis Brørup og i Jels.

Annonce

Gode råd

Vicepolitiinspektør Christian Østergård, Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsessektion har følgende råd til ældre på indkøb i supermarkederne:

Undgå at bruge kontanter.

Brug et hævekort, og helst et kontaktløs hævekort.

Lad vær med at placere tasken i indkøbsvognen.

Tager problemet op

JydskeVestkysten har kontaktet Ældre Sagen i Vejen og i Brørup for at høre, om de gentagne tricktyverier fra ældre kvinders tasker har givet anledning til rådgivning af lokalafdelingernes kvindelige medlemmer.

- Hos os i Vejen er det endnu ikke noget, vi har snakket om, men jeg vil tage det op på vores kommende bestyrelsesmøde, siger Jytte Højsager Fallesen, der er medlem af bestyrelsen i Ældre Sagens lokalafdeling i Vejen.

- Man skal bruge sin sunde fornuft. Alligevel ved jeg, at der findes ældre kvindelige pensionister, der hver den første hæver måske 5000 kroner i kontanter og går rundt med pengene i pungen. Et af problemerne er, at der findes mange ældre mennesker, som bare ikke vil bruge et hævekort.

Heller ikke i Ældre Sagen i Brørup, har man haft problemet med nogle ældre kvinders letsindige omgang med tasker og punge, når de er på indkøb i supermarkederne.

- Men det er noget, jeg vil gå videre med på vores næste bestyrelsesmøde, siger næstformand i Ældre Sagen i Brørup, Jette Hjorth Ballisager.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce