Grindsted: Mindst 84 elever per årgang. Det skal Grindsted Gymnasium fremover være sikret.
Men det betyder faktisk ikke så meget. For selvom elevtallet er raslet ned, så er der stadig væsentligt flere elever end det i Grindsted, fordi både elevtallet i de almene gymnasieklasser og i HF-klasserne tæller med.
Den nye bund fremgår af en ny politisk aftale, som er indgået mellem regeringen, dens støttepartier samt Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Den blev præsenteret på et pressemøde torsdag eftermiddag.
Bunden bliver på 84 elever, og det skal sikres ved, at regionsrådet får større mulighed for at bestemme, hvem der kan gå i gymnasiet hvor. Dermed også til at beslutte, om elever fra Billund Kommune kan komme på gymnasium i Vejle. Som beskrevet i avisen er der allerede i år flere elever, der er blevet forhindret i det. Om de nye regler vil betyde, at endnu flere blive henvist til Grindsted i stedet for Vejle er svært at gennemskue.
Ventelister er væk
Gitte Vest Barkholt, rektor på Grindsted Gymnasium, synes, udspillet lyder fornuftigt, selvom det ikke umiddelbart får den store betydning lokalt.
- Det er det, vi har ønsket, siger hun, der dog endnu ikke kender udspillet i detaljer.
På pressemødet fremlagde Astrid Carøe (SF) et andet element, der kan få indflydelse for Grindsted Gymnasium. Muligheden for at oprette venteliste stopper nemlig med det samme. Det betyder, at elever på Grindsted Gymnasium ikke kan stå på venteliste til for eksempel Rosborg i Vejle og dermed langsomt sive fra Grindsted i takt med, at bliver pladser ledige på Rosborg Gymnasium.
Gitte Vest Barkholt, rektor på Grindsted GymnasiumDet er det, vi har ønsket.