Annonce
Erhverv

Trods corona-hug: Bankdirektør er ganske godt tilfreds

For et år siden opjusterede Kreditbanken og direktør Lars Frank Jensen forventningen til årsresultatet, da man var klar med første kvartals regnskab. I år må der også en justering til, men det er den modsatte vej. Arkivfoto: Claus Thorsted
Kreditbanken med hovedsæde i Aabenraa plejer at sende det ene flotte kvartalsregnskab efter det andet ud. Men nu er det slut. Også her har coronakrisen sat sine klare spor.
Annonce

Aabenraa: Da Kreditbanken gik ind i 2020, var det med en forventning om et godt år. For 2019 landede med et rekordstort overskud på 105,3 millioner kroner før skat for banken, der har hovedsæde i Aabenraa og filialer i Sønderborg, Haderslev og Tønder, og da var der tro på fortsat medvind.

Så ramte coronavirussen Europa.

Et par timer efter, Sydbank onsdag offentliggjorde sit regnskab for første kvartal, fulgte Kreditbanken efter. Selv om det indhug, krisen indtil videre har gjort i byens mindre bank, ikke som hos Sydbank er på svimlende en kvart milliard kroner, er det dog til at tage og føle på. Overskuddet for første kvartal er i forhold til i fjor skrumpet fra 18,8 millioner kroner til 4 millioner kroner, og direktør Lars Frank Jensen oplyser i en pressemeddelelse, at der - indtil videre - er reserveret 27 millioner kroner "som stødpude for virkningerne af Coronavirus-krisen".

Aktionærer har fået udbytte

  • Den Europæiske Centralbank og Finanstilsynet anbefalede sidst i marts, at banker sløjfede årets udbytte til aktionærerne for at have mere at stå imod med i den aktuelle krise.
  • Det har dog ikke fået nogen indflydelse for Kreditbankens aktionærer. Bankens generalforsamling blev nemlig afviklet, inden anbefalingen kom, og øgede endda udbyttet fra 30 til 50 kroner per aktie - et samlet beløb på 8,4 millioner.
  • - Vi har valgt at gøre det, fordi vi har haft så godt et resultat, og fordi vi er så stærkt funderet. Vi har så rigelig kapital også til at stå igennem den svære periode, der på grund af coronakrisen kommer nu, forklarede direktør Lars Frank Jensen dengang.
  • Den aktuelle egenkapital er på 645 millioner kroner.
Annonce

Med livrem og seler

- Når jeg siger indtil videre, hænger det sammen med, at vi løbende bliver klogere på krisens omfang og dybde og ikke vil tøve med at reservere yderligere beløb, hvis vi vurderer, det er nødvendigt, forklarer Lars Frank Jensen.

Den sønderjyske bank, der har 27.000 kunder, sætter en dyd i at gå med både livrem og seler, når det kommer til egne investeringer i værdipapirer, men man har alligevel indtil videre tabt 10 millioner kroner på den konto.

- Når man tænker på de odds, vi lige nu er oppe imod og taget i betragtning, at vi for første kvartal har indregnet et kurstab på omkring 10 millioner kroner, så er jeg ganske godt tilfreds med, at vi stadigvæk leverer et overskud på 4 millioner kroner, siger direktøren, der modsat flere af sine kolleger stadig tør give et bud på forventningerne til årets resultat.

Det lyder på et overskud før skat på mellem 10 og 40 millioner kroner. Det oprindelige bud hed mindst 40.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce