Annonce
Aabenraa

Trods covid-19: Havn havde million-plus

Aabenraa Havn havde et travlt 2020 - trods covid-19 - viser regnskabet. Arkivoto: Claus Thorsted
Omsætningen i kroner steg med fem millioner og godsmængden med 300.000 tons. 2020 blev et travlt år for Aabenraa Havn.

Aabenraa: Covid-19-krise? Ikke her. Ikke på Aabenraa Havn. Såvel omsætning i kroner som i godsmængde er øget med cirka 20 procent i kalenderåret 2020, viser det regnskab, havnen har indleveret til godkendelse hos ejeren, Aabenraa Kommune.

- Da vi stod i marts sidste år, og det hele lukkede ned, frygtede vi, hvad det ville få af konsekvenser. Den udvikling, coronaen har skabt i forhold til byggeindustrien, ikke kun i Danmark, men hele vejen rundt, har vi nydt godt af, siger Henrik Thykjær, der er direktør for Aabenraa Havn.

- Vi håndterer rigtig mange råstoffer til byggeindustrien, forklarer han.

Annonce

I tørre tal betyder det, at godsomsætningen har været på cirka 1,7 millioner ton i 2020 – mod 1,4 millioner ton i 2019. Det har selvsagt givet så stor travlhed, at havnedirektøren ikke har haft behov for at nærstudere hjælpepakker under covid-19-krisen.

- Vi har ikke haft nogen hjemsendt. Tværtimod har der været fuldt tryk på, siger Henrik Thykjær.

Overskuddet svandt ind

Det særligt høje aktivitetsniveau i 2020 og formentlig 2021 kommer ikke nødvendigvis til at vare ved, men det er et vigtigt pejlemærke for Aabenraa Havn.

- En del af omsætningen lige nu bygger meget på projekter, så den er også tidsbegrænset. Vores base er nok, som den har været de senere år, men vi har set, at vi har kapacitet, viden og erfaring til at kunne håndtere store projekter med korte tidshorisonter, forklarer Henrik Thykjær.

Omvendt er det gået med overskuddet, der er faldet fra 6,9 millioner kroner i 2019 til 2,8 millioner kroner i 2020, men det skyldes i langt overvejende grad, at havnen har afskrevet skrottede anlægsaktiver for 3,2 millioner kroner.

Med 238 millioner kroner i sparebøssen i form af egenkapital og ingen aktionærer, der skal have udbytte, hindrer det næppe et godkendende nik fra først økonomiudvalget og dernæst byrådet.

Tal fra regnskabet - sidste år i parentes

  • Havnen, der er organiseret som en kommunal selvstyrehavn med Aabenraa Kommune som ejer, havde i 2020 en omsætning på 29,63 millioner kroner (24,67).
  • Egenkapital: 238,33 millioner kroner (235,49).
  • Gennemsnitligt antal fuldtidsbeskæftigede: 12 (11).


Aabenraa Havn er en væsentlig aktør og ikke blot vigtig for infrastrukturen i Syddanmark, men også for Nordtyskland.

Henrik Thykjær, direktør, Aabenraa Havn


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Steen havde job, kone, børn og hus - men røg på flasken: Nu bor han på forsorgshjem og forsøger at komme ud af sit misbrug

Esbjerg

Esbjergenser har tilbragt natten på stationen: Råbte efter politiet og slog betjent i ansigtet

Kolding

25-årig anholdt i Kolding: Råbte 'kakerlakker' efter politiet

Annonce