Annonce
Tarm

Trods massiv nedbør kan Ringkøbing-Skjern fortsat holde skansen

Nørredige i Ringkøbing har været gravet op for at klimasikre kloaknettet. Det betyder, at det nu har dobbelt så meget kapacitet som tidligere. Arkivfoto: Søren Palmelund
Nok står Ringkøbing Fjord højere end det maksimale niveau, men i den kommende uge lover vejrudsigten, at der kan lukkes vand ud i havet.
Annonce

RINGKØBING-SKJERN: Kan kloakkerne i kommunen og slusen i Hvide Sande virkelig blive ved med at holde til det?

Sådan har mange spurgt sig selv i de seneste måneder, når vandet igen-igen har pisket på ruder og tage. Og svaret er et stort ja.

Lige nu er Ringkøbing Fjord 30 centimeter over niveau. Intervallet ligger på mellem 0 og 25 centimeter, og i vintermånederne skal det helst ligge i den nederste del af intervallet. Dermed står fjorden fem centimeter over, hvad den må, men i slusen er man meget fortrøstningsfuld, selvom der har været meget vand, som skulle lukkes ud i havet fra fjorden. Det kan kun gøres, når vandstanden i havet er lavere, end den er i fjorden.

- I næste uge melder udsigten, at det bliver vejr til at lukke vand ud, fortæller havnevagt Søren Johnsen Høj, der bemærker, at det er gået indtil nu, og at det har været rimelig nemt at holde fjorden nede på et acceptabelt niveau.

Sagt på godt vestjysk, så har det før set meget værre ud. For mange år siden var fjorden 85 centimeter over niveau, men de udsving har man ikke længere. Havnevagterne har bemærket, at siden Skjern Å blev ført tilbage til sin oprindelige slyngning, er der ikke længere det pres på slusen i Hvide Sande, som der var i de år, hvor åen var rettet ud til en kanal.

Annonce

Løbende dimensioneret

Heller ikke kloaksystemerne er under pres, selvom der er faldet meget vand. Selvfølgelig kan det mærkes, at der er kommet mere vand i efteråret, men ikke i sådan en grad, at medarbejderne ved forsyningen kæmper mod vandmasserne.

- I det store hele passer kloaknettet godt til vejret, fortæller forsyningschef Søren Jakobsen, Ringkøbing-Skjern Forsyning.

En væsentlig del af årsagen er, at kloaknettet løbende er blevet dimensioneret til udfordringerne, og Søren Jakobsen konstaterer da også, at der har været tider, hvor det har været værre. Med tiden har man fået fjernet nogle af de sløjfer, som var på rørsystemet, så vandet ikke løber baglæns i kloakkerne. Det betyder også, at opgaven er at holde risterne rene, men de udfordringer, der måtte være, klares ved almindelig service.

2019 er tæt på at være det vådeste år i dansk vejrhistorie, siden man begyndte at måle i 1874, og efteråret har slået rekord som det vådeste nogensinde med 349 millimeter regn. Hidtil har det vådeste år været 1967, hvor der kom 327 millimeter regn.

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce