Annonce
Sønderborg

Trods massiv regn: Der er ingen vand i Skovmose

Sådan så det ud i sommeren 2016 i det nye sommerhus-område i Skovmose. Arkivfoto
Selv om det har regnet meget de seneste uger, så har sommerhus-området Skovmose været forskånet for oversvømmelser. Heller ikke på de sydalsiske marker ligger der vand.

Sydals: Der er ingen vand i sommerhus-området i Skovmose i øjeblikket, selv om det har været nogle regnfulde uger i Sønderborg-området.

De fleste har formentlig forestillet sig, at de mange regndage har betydet nye problemer i Skovmose, men det har ikke været tilfældet.

Der ligger vand på grus- og asfaltveje, men ikke mere end normalt ved regnvejr.

Formanden for Lysabild - Skovby Landvindingslag, Svend Michelsen, har fået enkelte henvendelser fra sommerhusejere, men her er der tale om, at kombinationen af højt grundvand og overfladevand har givet vandpytter på sommerhus-grundene, men der er ikke tale om oversvømmelse.

- Man kan se på markerne, at her ligger der heller ikke vand i lavningerne. Markerne har været meget tørre og trækker meget vand, siger Svend Michelsen. Han mener, at der skal meget mere vand til for at se, om landkanal L69 har bestået sin prøve.

For halvandet år siden udvidede kommunen landkanal L69 for en million kroner på den udtrykkelige betingelse, at grundejerne i Skovmose gennemførte resten af afvandingen til samlet seks millioner kroner. Det har de ikke gjort, og det kommer de sandsynligvis ikke til.

Annonce

DMI-tal for regnmængder på Als

Dansk meteorologisk institut oplyser, at niveauet på regnmængder på Als er meget forskelligt de seneste uger.

Fra den 1. oktober til den 16. oktober ser tallene således ud:

Nordals: 115 millimeter

Sønderborg: 96 millimeter

Sydals: 60 millimeter

En borger i Lysabild på Sydals har lidt andre tal i samme periode. Nemlig 83 millimeter og 30 millimeter de seneste fem dage.

Forkastet

Teknik- og miljøudvalget fik midt i august en orientering om, at overtaksationskommissionen har forkastet den partsfordeling, der placerer det økonomiske ansvar for afvanding af Skovmose på de enkelte grundejere.

Det betyde, at partsfordeling og afvandingsprojekt mere eller mindre starter forfra med sandsynlighed for, at nye klager vil forsinke afvandingen i diverse klageinstanser.

Heller ikke kommunens advokat Mads Kobberø, der har ført sagen i en halv snes år, er optimist. Han har tidligere sagt til avisen:

- Der bliver ingen afgørelse på partsfordelingen i vandløbssagen før økonomien er på plads, og de 727 sommerhusejere bliver enige. Det kommer aldrig til at ske.

- Vi er tilbage til nul, erkender Svend Michelsen fra Lysabild - Skovby Landvindingslag. Han siger endvidere, at nu kommer der nye høringer og ingen ved, hvor vandløbssagen lander.

Seks grundejerforeninger

Sommerhus-området i Skovmose er delt op i seks grundejerforeninger:

Grundejerforeningen Egemose...……………...26 medlemmer

Grundejerforeningen Birkemose...…………….44 medlemmer

Grundejerforeningen Rønnemose...………….50 medlemmer

Grundejerforeningen Lærkemose...………….51 medlemmer

Grundejerforeningen Fyrremose...…………..64 medlemmer

Grundejerforeningen Skovmose.............492 medlemmer

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce