Annonce
Danmark

Trods optur: 2019 bød på marginalt færre konkurser i landbruget

Selvom 2019 har været et jubelår for landbruget, er det kun blevet til et lille fald i antallet af konkurser. Arkivfoto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix
Selvom 2019 har budt på en lovende høst og rekordhøje svinepriser er det kun blevet til et marginalt fald i antallet af landbrugskonkurser i 2019. Udviklingen er slet ikke overraskende for landbrugets videnscenter, der trods de mange konkurser betegner 2019 som et godt år for landbruget.

Landbrug: Høje svinepriser og en vellykket høst har ikke været nok til at vende skuden for en lang række lukningstruede landbrug i 2019. Antallet af konkurser i landbruget er nemlig kun faldet marginalt i 2019 sammenlignet med rædselsåret 2018. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

I 2019 måtte 116 landmænd dreje nøglen om på grund af konkurs. I 2018, der på grund af tørken må betegnes som et rædselsår for landbruget, var det tilsvarende antal 124.

Men det er slet ikke overraskende, lyder det fra Klaus Kaiser, der er erhvervsøkonomisk chef i landbrugets videnscenter Seges.

- Det er meget som forventet. Der vil ofte gå et halvt til et helt år, før en økonomisk situation afspejler sig i konkursstatistikken, siger Klaus Kaiser, der fortæller, at en stor del af konkurserne i 2019 skyldes den pressede økonomi i landbruget året forinden.

Når en landmand rammes på økonomien, går der nemlig lang tid, før det bliver til en konkurs.

- Man gør alt, hvad man kan for at undgå en konkurs, fordi det er her alle parter taber mest, så derfor trækker man den længst muligt, når økonomiske problemer opstår. Og så går der også et stykke tid, fra man indleder en konkursproces, til landbruget bliver erklæret konkurs, siger han.

Annonce

Færre konkurser i 2020

Kaster man et blik på udviklingen i antallet af konkurser, faldt langt de fleste konkurser da også i første halvdel af 2019.

To tredjedele af alle årets konkurser fandt sted i første halvdel af 2019 og har grobund i de økonomiske udfordringer i 2018, mener Klaus Kaiser. Siden er antallet af konkurser faldet, og Klaus Kaiser tøver derfor heller ikke med at kalde 2019 for et godt år for landbruget. Det skyldes især de høje svinepriser og den store eksport af svinekød til Kina, der i øjeblikket er ramt af den frygtede afrikanske svinepest.

Men også en vellykket høst og gode mælkepriser giver plads til at spare op i det danske landbrug. En tendens, der ser ud til at fortsætte, og som får Klaus Kaiser til at forvente et fald i antallet af konkurser på mellem 25 og 40 procent det kommende år. Men kun hvis Danmark holder sig fri af den afrikanske svinepest, der ifølge Miljø- og Fødevareministeriet kan true den danske eksport med årlige tab på fem milliarder kroner.

- Det helt afgørende det næste år bliver, om vi formår at fastholde de gode prisforhold. Specielt svinepriserne, siger Klaus Kaiser.

Ligesom sidste år har konkurserne ramt hårdest i Jylland. En opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet til avisen Danmark, viser, at 85 procent af de konkursramte landbrug er jyske. I 2018 stod jyderne for 90 procent af konkurserne. En andel, der ifølge Klaus Kaiser fint afspejler antallet af landbrug med produktion af svin, mælk og minkskind, som har været hårdest ramt af konkurser.

Avisen Danmark har kun medregnet landbrug, som har en omsætning på over en million kroner eller mindst én ansat i opgørelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Livsstil

Johnny fulgte lysten til et anderledes hjem: En rund drøm af et hus

Annonce