Annonce
Tønder

Trods rekordmange danske bookinger: Sommerhusudlejerne mangler gæster

Ferie- og sommerhusudlejere er presset af de manglende udenlandske gæster, selvom antallet af danske bookinger er højere end normalt. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard.
Selvom der er stor fremgang i antallet af danske bookinger af sommerhuse og ferieboliger på Rømø, så mangler udlejerne forsat kunder. For selvom danskerne booker som aldrig før, så er det ikke nok til at kompensere for de manglende udenlandske gæster.

TØNDER: Selvom påsken de fleste steder er så godt som udsolgt hos ferie- og sommerhusudlejerne, hvor der er rekordmange danske kunder, så kan det ikke opveje manglen på udenlandske bookinger især fra Tyskland.

For med den nuværende grænselukning er der ikke mange bookinger fra gæsterne sydpå.


Det allervigtigste er at få en dato, derefter er det, at grænsen åbner. Så bliver det i hvert fald for vores vedkommende normalt igen.

Martin Vestergaard, bureauleder og partner Feriepartner Rømø.


Hos Novasol ligger de danske bookinger på indeks 368 i forhold til påsken sidste år.

- Det vil sige, at der er næsten fire gange så mange bookinger fra danske gæster i påsken 2021, som i påsken 2020. Det glæder os meget, at danskere har valgt at tage i sommerhus over påsken, men det kan desværre ikke opveje for de manglende tyske gæster, som er specielt glade for Rømø, siger salgsdirektør Phillip Kildegaard.

Mangler afklaring

Sidste år måtte udenlandske gæster heller ikke komme til Danmark grundet coronasituationen.

Problemet ligger dog ikke så meget i påsken og de andre ferieperioder. For generelt oplever feriehuseudlejerne, at danskerne har været flittige til at booke her. Men resten af tiden står husene mere eller mindre tomme, og her plejer især de tyske turister at fylde ud.

Det ses også hos Feriepartner Rømø, der havde udsolgt med kun danske bookinger i vinterferien for første gang nogensinde. Påsken er god, men herefter falder bookingerne markant, fortæller bureauleder Martin Vestergaard.

- Højsæsonen begynder så småt med påsken under normale omstændigheder. Hen over påsken er udlejningerne gået op, men derefter går det helt ned igen. Sådan plejer det ikke at være. Vi plejer at holde kadencen derfra, siger han.

Selvom han naturligvis håber på en snarlig genåbning, så er det vigtigst at få afklaring. For Martin Vestergaard er sikker på, at gæsterne er klar til at booke, så snart de ved, at de må komme ind.

- Det allervigtigste er at få en dato, derefter er det, at grænsen åbner. Så bliver det i hvert fald for vores vedkommende normalt igen. Så vi vil gerne have en dato for grænseåbningen. Tyskerne er jo klar, de venter bare på, at de må komme, siger bureaulederen.

Udgør 85 procent

Sol og Strand Rømø har også oplevet en stor fremgang af danske bookinger i påsken. Sidste år lå tallet på 102, det tal er steget med over det dobbelte til 228.

Men da de tyske gæster normalt udgør omkring 85 procent af det samlede antal årlige gæster på Rømø, så er der langt vej til normale tilstande på trods af fine tal for danske bookinger.

- Det viser med stor tydelighed, at grænselukningen har store konsekvenser for ikke alene Sol og Strand men i særdeleshed også for vores sommerhusejere og for kystturismen som helhed, der er med til at skabe grundlag for lokalsamfundene, siger regionschef Jimmi Nielsen.

Han understreger, at genåbningen skal ske sikkert og kontrolleret, men at man med fordel kan åbne for de lande, der har godt styr på smitten.

- En løsning er derfor – som sidste år – at tilføje feriehusophold på listen over anerkendelsesværdige formål og give adgang til Danmark uden karantænekrav, hvis feriegæsterne kan fremvise dokumentation i form af enten vaccinepas, en negativ covid-19 test eller antistoftest, siger han.

Sydjylland

Træt af kø til kviktest? Disse dage og tidspunkter er der størst chance for at komme hurtigt til