Annonce
KIF Kolding

Trods skuffelse efter uafgjort: KIF-træner så et hold i fremgang

KIF-træner Ulf Sivertsson så et hold i fremgang, selv om KIF måtte nøjes med uafgjort mod Lemvig-Thyborøn. Foto: Søren Gylling
Selv om KIF-lejren ærgrede sig over at sætte en føring over styr og måtte nøjes med uafgjort, kunne træner Ulf Sivertsson glæde sig over klar fremgang.
Annonce

KIF: I de kommende dage bør KIF Kolding-træner Ulf Sivertsson overveje at overdænge sine spillere med ros. Som små drenge, der lige har lært at køre på cykel. Forsøge at minde dem om, at de langt hen ad vejen gjorde meget rigtigt, da de spillede uafgjort 23-23 mod Lemvig-Thyborøn.

Lade dem vide, at der ikke længere står et rundt nul ud for KIF i tabellen. Lade dem glæde sig over det ene point, selv om det føltes som et nederlag efter en føring på 18-13.

- Der var så mange ting, der var positive, og jeg sagde til drengene, at havde vi bare scoret på én af de muligheder, vi havde de sidste 10 minutter, så havde vi vundet kampen. For vi skabte faktisk mulighederne, siger Ulf Sivertsson.

Han så et langt stærkere KIF-forsvar, en stærk målmand i skikkelse af Rickard Frisk, og et angreb, der spillede med mere tålmodighed og spillede sig til gode muligheder for langt flere mål.

- Vi brændte straffe og fra streg og fløj, men vi kom til gode muligheder. Det var ikke angrebsspillet, der gjorde, at vi ikke vandt, det var de brændte muligheder, mener den svenske træner.

Annonce

Ændring til det bedre

Sivertsson ærgrer sig over, at KIF ikke løste gæsterne syv mod seks-spil.

- Vi lukkede 11 mål ind på 40 minutter, indtil de gik over til syv mod seks. Vi har haft en rigtig god optakt til den her kamp med møde, og vi har trænet godt og kigget på, hvordan de spiller. Vi fik også fjernet Langerhuus. Der var mange gode ting, så det er synd, vi ikke kan vinde kampen, mener Sivertsson.

- Drengene var sure og skuffede, for vi tabte jo et point. Men der var så mange positive ting at tage med, og vi ved, at vi skal være dér hver gang. Vi må ikke begå mange fejl.

Midt i skuffelsen over at nøjes med et enkelt point, glæder træneren sig over fremgang hos sit hold.

- Vi ændrede virkelig ting til det bedre. Jeg synes, vi spillede som et andet hold end mod SønderjyskE. Vi stod fint i forsvaret, og så fik vi ekstra redninger. Frisk var god.

- Man skal ikke undervurdere, at man får et point eller to. Det bliver nemmere at arbejde, når vi ved, vi kan.

På fredag spiller KIF udekamp mod TTH Holstebro.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Lad os nu få den cykelbro

Annonce