Annonce
Erhverv

Trods udfordringer fejrer legebarnet Mette ét år med kæmpebutik

Mette Darling Larsen og butikken Playmore i Bramming, der netop har fejret 1 års fødselsdag, har for få kunder i forhold til deres lave priser, og derfor forsøger de nu med en ny løsning, der kaldes shop i shop. Foto: Chresten Bergh
For et år siden flyttede Mette Darling Larsen familiens store butik fra Ribe til Bramming, hvor hun har sat gang i masser af aktiviteter med kreativitet, leg og læring. Men kundernes gode intentioner om lokal opbakning bliver ofte glemt i farten til fordel for nethandel, og færre kunder betyder nu ny løsning for butikken.

Bramming: - Nej, hvor har i mange ting udover legetøj. Det skal jeg da sige videre.

En kunde i den store Playmore-legetøjsbutik er oprigtigt overrasket over, hvad der gemmer sig bag facaden, og særlig stor er glæden, da hun finder ud af, at kuglepenne faktisk er meget billigere end i Brugsen.

Ejer Mette Darling Larsen overtog en del af sortimentet fra den nu lukkede Bog & Idé-butik i Brammings gågade, så papir og skriveredskaber i dag også er en del af Playmores 340 kvm i byens tidligere Røde Kors-butik. Det har hun gjort, fordi hun ikke mener byen kan undvære tingene fra boghandlen, hvis man vil holde handlen i egen by.

- Selvom vi har været her et år kæmper vi stadig lidt med, at folk ikke rigtigt ved, hvad vi har i butikken, siger Mette Darling Larsen, der 1. oktober kunne fejre et-året for flytningen fra Ribe til Bramming, der samtidig ændrede navn fra Tek2Toys til Playmore.

Mette Darling Larsen har fortsat sit høje aktivitetsniveau fra Ribe, og lagt flere lag på i Bramming. Der er blandt andet ud fra borgeres ønske tilføjet en hel isbutik, og hun gør det, selvom timerne ofte bliver lange, da der kun er råd til en assistent få timer om ugen.

- Jeg brænder for det her, og mange kunder vil så gerne, at der sker noget i byen. Det er det, vi hver dag arbejder på, siger Mette Darling Larsen.

Annonce

Efterårsferie

Som altid afholder Playmore aktiviteter for børn og voksne i efterårsferien.

Mandag 14. oktober kl. 11 underholder UllaBulla med sang og dans for de mindste. Arrangementet er gratis.

Tirsdag 15. oktober kl. 11-13 males der på sten med POSCA-tusser - butikken har både sten og maling. Pris: 20 kr.

Energi og drive

For hende har butikken altid været drømmen om at skabe et sted, hvor unge som gamle kan mødes i hverdagen. Mette Darling Larsens drive holdes igang af ønsket om at blive et samlingspunkt med hygge, nærvær og kreativ udvikling.

Men kunders krav om, at varerne skal være billige, er den udfordring, Mette Darling Larsen oftest skal tage stilling til. For selv om byens borgere faktisk kan købe en meget stor del af deres julegaver i butikken til gode priser, er hun oppe mod et netsalg, der er vanskeligt at konkurrere med.

- Folk er begejstrede over vores store udvalg, og vi hører ofte, at folk rigtigt gerne vil støtte op. Det er der også mange, der gør, men mange glemmer også de gode intentioner, siger Mette Darling Larsen, der er glad for de mange dejlige og nære kunder i butikken.

- Jeg holder meget af den personlige kontakt. Det er vigtigt i en by, hvor vi kender hinanden ved navn, men ikke alle husker på vigtigheden af opbakning til de lokale butikker, siger Mette Darling Larsen, der også ofte oplever, hvordan kunder vil prutte om priserne - selv på varer, der allerede er sat ned.

Shop i shop

- Vi kan ikke have de samme priser som på nettet. Jeg forsøger at gå så langt ned jeg kan, men jeg skal også betale husleje og en assistent, så jeg kan hente min datter fra skole bare at par dage om ugen, siger Mette Darling Larsen og forklarer, at man nu tager et nyt tiltag i brug, fordi man desværre ikke har kunder nok i butikken i forhold til de lave priser.

- Vi prøver nu det, der kaldes "shop i shop" siger hun og forklarer, hvordan hun dermed efterlyser en anden forretning, der kan flytte ind i den ene del af lokalerne, så man deles om udgifter og sparer på udgifter til personale ved at skiftes til at stå i butikken.

Mette Darling Larsen håber på, at butikken kan lykkes i Bramming langt ud over den første fødselsdag.

- Vi tror stadig på, at kendskabet til vores butik vil sprede sig, og med shop i shop, et større kundegrundlag og lavere priser ved at hjælpe hinanden kan vi måske redde cafeen og butikken, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce