Annonce
Aabenraa

Trods unikt håndelag som murer: Corona kostede medaljen til svendeprøven

- Jeg kan godt lide at komme op om morgenen og være i naturen og bruge kroppen. Derfor ville jeg gerne være murer. Og så er det en god følelse at stå at kigge på en væg, som man har bygget, siger Asef Kazami, der i marts blev udlært murer, men blev snydt for medalje på grund af coronaen. Foto: Claus Thorsted
Det sker meget sjældent, at der uddeles medaljer til svendeprøven som murer. Asef Kazami stod til en medalje, men så aflyste erhvervsskolen svendeprøven på grund af corona.
Annonce

PADBORG: I de 25 år, Uve Jensen har drevet murerfirmaet Rudebeck A/S i Padborg, har han som regel haft to lærlinge ad gangen. Ingen af dem har hidtil opnået at få medalje til svendeprøven, selv om der har været en, der var tæt på. Med lærlingen Asef Kazami var han nærmest sikker: Han ville få medalje til svendeprøven i slutningen af marts.

Men så valgte skolen at lukke ned for de praktiske prøver på grund af coronarestriktionerne. På EUC Syds afdelinger i både Aabenraa og Haderslev har en række lærlinge dermed bestået svendeprøven uden af have gennemført den praktiske del.

- Jeg forstår det ikke. De var ellers begyndt at stille op, og de skulle kun stå seks mennesker i en stor hal og lave arbejdet, siger murermester Uve Jensen, der sammen med sin medhjælpende hustru, Jytte, er dybt skuffet.

- Nu havde vi lige sat næsen op efter en medalje. Han kunne have fået bronze eller sølv, og det er ellers ikke nemt at få som murer, siger Uve Jensen.

Parret har bagefter forsøgt at henvende sig til de centrale uddannelsesmyndigheder i København, til Murerforbundet og til andre murermestre for at få dem med i en protest, men der var ikke noget at stille op. Eneste mulighed var, at Uve Jensen skulle forlænge Asef Kazamis læretid, indtil der bliver en ny prøve. Og det skulle være til fuld løn som svend.

Det kunne Uve Jensen ikke, selv om han faktisk har Asef ansat nu, og det er meningen, at han skal blive.

- Det er svært at binde sig til i denne tid, hvis jeg får brug for at sende folk hjem, siger Uve Jensen, der har haft to af sine ansatte sendt hjem i begyndelsen af coronakrisen. De er dog siden tilkaldt igen.

- Jeg er ikke så bange for krisen lige her og nu, men når samfundet skal i gang igen, kan det være, at pengene bliver i lommen, siger murermesteren.

Asefs Kazamis faglærer i Aabenraa, Anders Caben, bekræfter, at det er svært at opnå medalje til svendeprøven som murer, men at Asef Kazami fra begyndelsen har været en meget lovende elev. Derfor ærgrer han sig også som lærer, over at det er glippet med medaljen.

Nu havde vi lige sat næsen op efter en medalje. Han kunne have fået bronze eller sølv, og det er ellers ikke nemt at få som murer.

Uve Jensen, murermester, Rudebeck A/S, Padborg

Annonce

Fund for begge parter

Allermest skuffet er Asef selv. Men ingen kan tage fra ham, at han har kæmpet bravt, siden han i 2009 ankom som flygtning fra Afghanistan.

Allerede da Asef i en periode var i skolepraktik under uddannelsens grundforløb, blev hans faglærer, Anders Caben, klar over, at han var noget specielt:

- Jeg kunne med det samme se potentialet. Han havde håndelag, og det har vist sig hele hele vejen igennem. Han har fået topkarakterer næsten hele tiden.

Samarbejdet med Rudebeck A/S begyndte en dag, da Uve Jensen var ude på skolen for at kigge. Anders Caben havde talt om en dygtig elev. Det var Asef, og han havde lavet et stykke murerarbejde på skolen.

- Jeg kunne se, at det var ordentligt, og da Asef manglede en lærerplads til resten af uddannelsen, kunne han jo begynde her, siger Uve.

Det var et fund for begge parter. Asef faldt godt til.

- Det er som et ægteskab med ansatte. Man finder hurtigt ud af, om de falder godt eller dårligt ind blandt kollegerne, siger Uve Jensen.

I begyndelsen var der lidt sproglige udfordringer, men det er Asef kommet efter.

- Og han er god til at skrive også. Når de ansatte skriver ugesedler til min kone, er det faktisk Asefs seddel, der er den pæneste, siger Uve Jensen.

Han har i øvrigt også en ny ansat fra Tyskland, som slet ikke kan dansk. Men ham kan Asef også fint arbejde sammen med.

- Vi bruger Google Translate engang imellem, fortæller Asef, der er den første ansatte hos Uve Jensen, som har flygtningebaggrund.

Kulturforskellen var dog ikke noget, som Uve Jensen havde bekymringer over:

- Jeg har også arbejdet i Sydslesvig i 20 år, og allerede der er det jo anderledes. Til det første byggemøde dernede vidste jeg ikke, hvad de snakkede om. Det var en anden mentalitet, for eksempel at formanden ikke arbejdede med. Det er jo uhørt her, siger Uve Jensen.

På den anden side skulle Asef vænne sig til kulturen på en dansk byggeplads, hvor tonen af og til kan blive barsk i et sjak.

- Men jeg tænker sådan: Ok, det skal nok gå, siger Asef med et smil.

Annonce

Hellere murer end HF

Asefs gode håndelag stammer fra, at han hjalp sin far med murerarbejde, da han var dreng i Afghanistan, i Herat-provinsen. Som 19-årig stod han så en novemberdag som flygtning i Padborg, hvorfra han kom til Sandholm-centret i Nordsjælland og derfra til asylcentre i Grindsted og Thyregod, hvor han i 2010 i første omgang fik syv års opholdstilladelse i Danmark. I Aabenraa Kommune fik han en bolig og kom på sprogskole, i begyndelsen suppleret med arbejde i et fritidscenter og senere på McDonalds.

Da sprogskolen så var overstået, syntes han stadig, at han havde svært ved at læse dansk. Derfor valgte han at tage 9. og 10. klasse på VUC, hvor han bestod med gode karakterer og stadig arbejdede som burgersamler for at supplere sin SU.

- Efter 10. klasse sagde min sagsbehandler på jobcentret, at jeg skulle vælge noget, så jeg kunne få en god fremtid - måske læse HF. Men da havde jeg allerede sagt, at jeg gerne ville være murer, og det ville jeg stadig, siger Asef, som dermed gik imod strømmen af unge, der - i forhold til efterspørgslen - for ofte fravælger erhvervsuddannelserne til fordel for de gymnasiale uddannelser.

- Jeg kan godt lide at komme op om morgenen og være i naturen og bruge kroppen. Derfor ville jeg gerne være murer. Og så er det en god følelse at stå at kigge på en væg, som man har bygget, siger Asef.

Asef Kazami, til højre, er udlært murer, og håde hans mester i Rudebeck A/S, Uve Jensen, i midten, og hans faglærer på EUC i Aabenraa, Anders Cabel, er overbeviste om, at han ville have fået medalje, hvis ikke den praktiske del af svendeprøven var blevet aflyst på grund af coronaen. Foto: Claus Thorsted
Annonce

Vil bygge eget hus

Det var i 2015, Asef afsluttede 10. klasse, og samme år kom hans kone også til Danmark. Hun går på sprogskole, og parret har fået to børn, en dreng på fire år og en pige på to år. Familien bor på Petersborg i Aabenraa, men Asef drømmer om en dag at bygge sit eget hus.

Asefs far i Afghanistan er død, men hans mor lever. Asef har også en bror, som han har sendt penge til af sin lærlingeløn. Pengene har bidraget til, at broren nu er uddannet læge. Mens Asef var lærling, skrabede han tre-fire ugers ferie sammen, så han kunne rejse ned og se sin familie, og kollegerne samlede ind til rejsen. Da Asef ikke kan rejse ind i Afghanistan, mødtes han med sin mor i Iran, og til daglig er de også tit i kontakt via internettet.

Det glippede altså med medaljen til Asefs svendeprøve, men i gave fra sin mester har han fået en forsølvet murerske, og han er godt tilfreds med sit liv i Danmark.

- Jeg kendte ikke noget til landet, da jeg kom her, men jeg synes, at man har rigtigt mange muligheder. Man skal bruge de muligheder, understreger Asef.

Asef Kazami og Rudebeck A/S bygger for tiden en villa på Midtløkke i Kliplev. Asef drømmer om en dag at bygge sit eget hus til familien med kone og to børn. Foto: Claus Thorsted

Brødtekst

Asefs gode håndelag stammer fra, at han hjalp sin far med murerarbejde, da han var dreng i Afghanistan, i Herat-provinsen. Som 19-årig stod han så en novemberdag som flygtning i Padborg. Nu er han som 30-årig dansktalende og har uddannet sig til en usædvanligt dygtig murer. Foto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Danmark For abonnenter

Venstre blæser til kamp mod overnatningskrav: Koster turistbranchen milliarder

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce