Annonce
Erhverv

Trods vokseværk tjente ISS færre penge i 2019

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Den største kontrakt i ISS' historie var ikke nok til at løfte overskuddet på driften hos serviceselskabet.

Service- og rengøringsgiganten ISS havde i 2019, hvad topchef Jeff Gravenhorst beskriver som et "blandet" år.

Annonce

Takket været ISS' største kontrakt nogensinde hos Deutsche Telekom i Tyskland voksede ISS' omsætning fra næsten 74 milliarder kroner i 2018 til over 78,5 milliarder kroner i 2019.

Men trods vokseværket kunne ISS forvandle de nye indtægter til et større overskud. Driftsresultatet fra de fortsatte aktiviteter faldt med omkring 400 millioner kroner.

I regnskabet tilskriver ISS det særligt to tabsgivende kontrakter i Hongkong og Danmark.

I sine kommentarer til regnskabet fastholder topchef Jeff Gravenhorst sin tiltro til selskabets strategi, der blandt andet går ud på at gå efter større og mere lønsomme kontrakter.

- 2019 var et blandet år. Vi fortsatte med at høste fordele fra vores strategiske fokus på nøglekunder, skriver han i sin kommentar til regnskabet.

- Vi vandt, forlængede og udvidede mange nøglekontrakter og påbegyndte den største kontrakt i ISS' historie hos Deutsche Telekom.

- Vi har dog også mødt modvind. Det er en påmindelse om, at vores transformation ikke er ovre.

Selv om over 70 procent af ISS' omsætning kommer fra Europa, satser selskaber også på kontrakter i Asien, hvor ISS har 160.000 ansatte.

Derfor noterer Jeff Gravenhorst, at globale begivenheder som øgede cyberangreb og udbrud af coronavirus kan komme til at påvirke ISS' 2020.

- På trods af coronavirus og et nyligt angreb med malware (fjendtlig software, red.) forventer vi en solid organisk vækst med forbedrede marginer i 2020, skriver topchefen.

Med marginer mener Jeff Gravenhorst andelen af omsætningen, der kan omsættes til overskud.

ISS blev i februar udsat for et cyberangreb, der i nogle dage lagde enkelte systemer ned. Det betød, at flere tusinde ansatte i nogle dage ikke kunne tilgå deres e-mail.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne fra en lukket covid-afdeling: Sådan modtages corona-patienterne

Annonce