Annonce
Danmark

Trodser kritik: Styrelse vil opspore svært overvægtige

Sundhedsstyrelsen står fast på nye anbefalinger til kommuner i kampen mod svær overvægt. Anbefalingerne har mødt massiv kritik fra Dansk Selskab for Almen Medicin, der i protest mod anbefalingerne forlod en arbejdsgruppe i januar. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Sundhedsstyrelsen vil blandt andet anbefale kommuner at opspore svært overvægtige gennem kommunalt ansatte. Anbefalingerne har mødt massiv kritik og fået praktiserende læger til at forlade arbejdsgruppe i protest. Men initiativet er nødvendigt, fastslår styrelsen, som ærgrer sig over debatten. Det handler dybest set om at tale med borgerne om deres vægt og deres muligheder for hjælp, mener styrelsen.
Annonce

Sundhed: Trods kritik fra psykologer og praktiserende læger tøver Sundhedsstyrelsen ikke med at føre en række omstridte anbefalinger ud i livet.

Er du svært overvægtig, bør du derfor forberede dig på at kunne blive opfordret til at søge hjælp til dit vægtproblem, når du er i kontakt med din læge eller andre sundhedsprofessionelle, men også når du er i kontakt med jobkonsulenter, pædagoger og andre kommunalt ansatte. I hvert fald hvis det står til Sundhedsstyrelsen, som trods stor modvind holder fast i kommende anbefalinger i bestræbelserne på at øge indsatsen over for svær overvægt.

Anbefalingerne har været kritiseret massivt, efter de praktiserende lægers faglige selskab - Dansk Selskab for Almen Medicin - i januar forlod arbejdsgruppen bag anbefalingerne, der ifølge DR blandt andet også møder kritik fra Dansk Psykologforening.

Ifølge lægerne risikerer man at stigmatisere svært overvægtige ved at opspore dem med et tilbud om behandling, ligesom lægerne mener, der er alt for meget fokus på vægttab frem for en sund og aktiv livsstil. Ifølge selskabets repræsentant i arbejdsgruppen, Rasmus Køster-Rasmussen, er der evidens for, at der ikke vil opnås varigt vægttab hos de fleste af de svært overvægtige i de foreslåede vægttabsprogrammer.

Derfor mener han, at anbefalingerne er meningsløse og kan være medvirkende til at give de svært overvægtige lavere selvværd.

- Det er uetisk at opspore folk, hvis man ikke har en effektiv behandling at tilbyde dem, siger Rasmus Køster-Rasmussen, der er ph.d. i vægtudvikling ved Københavns Universitet.

Annonce

Der skal være anledning

Den kritik ærgrer Sundhedsstyrelsen. Formanden i arbejdsgruppen bag anbefalingerne, chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Tatjana Hejgaard, fortæller, at der kun bliver foretaget små ændringer, inden de endelige anbefalinger forventes offentliggjort efter sommerferien.


Vi ved ikke, om det er bedre eller værre end ingenting. Men det, vi ved, er, at folk ikke taber sig af de programmer, de lægger op til.

Rasmus Køster-Rasmussen, Dansk Selskab for Almen Medicin


Hun er uforstående over for kritikken og debatten, som ifølge hende har givet nogle indtryk af, at man som borger med svær overvægt tvinges til at søge hjælp mod overvægt. Og hun understreger, at der skal være en konkret og relevant anledning til, at eksempelvis praktiserende læger eller jobkonsulenter bør opfordre borgere med svær overvægt til at søge hjælp hos deres læge eller hos kommunerne.

- Hvis du eksempelvis er hos din praktiserende læge, og du har et dårligt knæ eller en ødelagt ryg, er det en naturlig anledning for lægen til at drøfte, om det kan noget med din vægt at gøre. Og om du har hørt om kommunens tilbud til livsstilsintervention? Og det er det samme, vi lægger op til i eksempelvis jobcenteret. Hvis du får et job anvist, og du siger, at du ikke kan gå på trapper, så kan jobkonsulenten opfordre til at opsøge kommunens tilbud.

Men gør man ikke allerede det hos lægerne og i jobcentre?

- Jeg tror ikke, alle gør det. Men det er meget vigtigt at understrege, at der skal være en anledning. Det handler ikke om at udskamme, pege fingre ad nogen eller dømme nogen. Det handler om at hjælpe og støtte. Hvis personen er helt afklaret med sin egen vægt og signalerer, at "det skal vi ikke tale om", skal man selvfølgelig ikke gå dybere ind i det, siger hun.

Hun understreger, at det er afgørende, at borgere med svær overvægt ikke oplever, at et tilbud om hjælp bliver givet på en stigmatiserende eller grænseoverskridende måde.

Men kan det ikke være grænseoverskridende eller føles stigmatiserende, hvis man som svært overvægtig udpeges som én, der kan have gavn af hjælp til vægttab, uden man selv har bedt om det?

- Hvis man sidder i almen praksis eller et jobcenter og føler, at det her er noget, man ikke har en fornemmelse for eller evner at tale om, så skal man ikke gøre det. Man skal ikke tvinge nogen til noget. Men man kan i den rette sammenhæng oplyse om, at muligheden for tilbuddet er der, siger chefkonsulenten, der ikke kan svare på, hvor grænsen går i forhold til, hvornår kommunalt ansatte eller praktiserende læger må opfordre til hjælp til vægttab.

- Det må man fornemme, og der skal være en oplagt anledning. Man må ikke have en dømmende tilgang eller bidrage til stigmatisering eller udskamme nogen.

Annonce

Uenige om virkning

Samtidig mener Sundhedsstyrelsen i modsætning til Rasmus Køster-Rasmussen, at der er evidens for, at et vægttab er afgørende for svært overvægtiges sundhed. Og styrelsen mener, at der er evidens for, at anbefalingerne vil have en effekt.

- Der skal kun et meget lille vægttab til, siger Tatjana Hejgaard, som mener, at "selv" fem procents vægttab vil have positiv virkning på sundheden for dem med svær overvægt.

Derudover understreger hun, at anbefalingerne også har fokus på vægtvedligeholdelse og på at få nogle sundere vaner, når når børn og voksne med svær overvægt er identificeret og starter i det det, som styrelsen kalder "livsstilsintervention".

Modsat mener Rasmus Køster-Rasmussen, at Sundhedsstyrelsens fremlæggelse af virkningen er "tendentiøs". Desuden kritiserer han, at de konkrete tiltag oftest drejer sig om vægttab, som han ikke mener bør være den rette målsætning. Ifølge ham er der kun evidens for et gennemsnitligt varigt vægttab på et-to kilo. Og han kritiserer, at sundhedskonsekvenserne af opsporingerne ikke er afdækket. Han mener, at man burde fokusere på at give svært overvægtige en mere aktiv livsstil frem for at fokusere på vægttab.

Men er det ikke bedre at opspore de svært overvægtige og tilbyde dem hjælp til at tabe sig end slet ikke at gøre noget?

- Vi ved ikke, om det er bedre eller værre end ingenting. Men det, vi ved, er, at folk ikke taber sig af de programmer, de lægger op til.

- Vi er enige i, at et højt BMI er en risikofaktor for at udvikle flere sygdomme. For nogle få lykkes det at opnå vægttab, og de stærkt motiverede vil vi gerne støtte. Men det er noget andet at opspore folk. Vi skal også realistiske og ærlige om den relativt beskedne effekt, også over for de folk i kommunerne, som læser disse anbefalinger og skal føre dem ud i livet, siger Rasmus Køster-Rasmussen.

Annonce

Ærgerlig over lægeprotest

Professor og fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen fra Københavns Universitet har over for DR kaldt forløbet i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe "dybt beklageligt" og opfordrer til en genstart. Til gengæld har en anden fedmeforsker - Jens Meldgaard Bruun - der sidder i arbejdsgruppen, forsvaret anbefalingerne og kritiseret Dansk Selskab for Almen Medicins beslutning om at forlade arbejdsgruppen.

Sådan vil styrelse opspore svært overvægtige

Sundhedsstyrelsen vil endnu ikke udtale sig konkret om de endelige anbefalinger. Men styrelsen sendte i oktober et udkast til anbefalinger i høring. Ifølge chefkonsulent Tatjana Hejgaard vil der kun være tale om mindre ændringer i den endelige udgave. Derfor giver avisen Danmark her et overblik over nogle af hovedpunkterne i udkastet:

  1. For børn i alderen 5-18 år kan opsporingen dels ske i almen praksis ved femårsundersøgelsen og dels i skolesundhedsplejen. Hvis almen praksis eksempelvis opsporer et barn med svær overvægt eller med overvægt og samtidig har mistanke om kompliceret overvægt, bør barnet henvises til en børneafdeling med henblik på udredning og behandling. Konstateres et barn i skolealderen med et for højt BMI, skal sundhedsplejersken inddrage forældrene.
  2. Når det gælder voksne, bør den praktiserende læge og praksispersonale være opmærksom på svær overvægt hos patienten og henvise til tilbud om "livsstilsintervention". Den praktiserende læge bør tale om vægt og kropssammensætning med patienten, hvis patienten selv bringer sin vægt på banen, eller hvis patientens konsultation er relateret til svær overvægt.
  3. I kommunalt regi vil det være de sundhedsprofessionelle i kommunen - f.eks. i sundhedscentre - der kan identificere voksne med svær overvægt. Den sundhedsprofesionelle bør ved mistanke om eventuelle følgesygdomme og -tilstande til overvægten opfordre borgeren til at opsøge egen læge med henblik på yderligere udredning. Andre kommunale medarbejdere - eksempelvis ansatte i jobcentre, væresteder, botilbud og samværs- og aktivitetstilbud - bør ved behov opfordre borgere med svær overvægt til at kontakte kommunen for at få en vurdering af, om de har behov for tilbud om hjælp.
  4. Borgere med svær overvægt, som har et ønske om at få hjælp, skal i kommunerne have et tilbud om "livsstilsintervention", hvor der sigtes efter en mere hensigtsmæssig kost, et mere hensigtsmæssigt fysisk aktivitetsniveau, vægttab og bedre livskvalitet og trivsel.

Trods modstand fra de praktiserende lægers faglige selskab håber Sundhedsstyrelsen, at lægerne vil følge anbefalingerne, når de er klar.

- Det er rigtig ærgerligt, at de ikke er med, og at de valgte at stå af i slutspurten. Det gør det sværere at få alle praktiserende læger med. Men vi håber, at flest muligt gerne vil følge med, siger Tatjana Hejgaard.

Svært overvægtige er i Sundhedsstyrelsens anbefalinger defineret som personer med et BMI over 30. Det svarer eksempelvis til, at du er 180 centimeter høj og vejer mindst 98 kilo, eller du er 165 centimer høj og vejer mindst 82 kilo. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 17 procent af danskere over 16 år svær overvægt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Herrehåndbold For abonnenter

Thomas Mogensen farede vild på landevejen og mistede noget af sig selv

Annonce