Annonce
Danmark

Troels Kløvedal er død: Farvel til det vidunderlige liv

Troels Kløvedal er død, 75 år. Foto: Richard Sylvestersen/Scanpix

Eventyreren og skipperen Troels Kløvedal, Gravlev, er efter lang tids sygdom død, 75 år.

Troels Kløvedal var ikke i tvivl, da han gjorde livet op i sin erindringsbog "Alle mine morgener på Jorden":

"Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse".

Troels Kløvedal blev født i København 2. april 1943 og navngivet Troels Beha Erichsen. Han sejlede igennem 50 år Jorden rundt flere gange på skibet Nordkaperen, som han sammen med en kæreste og to venner købte for 40.000 kroner 1. juli 1967. Om rejserne skrev han storsælgende bøger, og han skabte populære film- og tv-serier.

"Da vi købte skibet, blev der kun lavet tre regler: 1) Vi vil sejle med så mange mennesker, som der til enhver tid kan være ombord, og skibet skal hellere være lidt overfyldt end have for få med. 2) Vi vil sejle så langt væk i verden, vi kan. 3) Hvis vi nogen sinde bliver uenige (hvad vi heldigvis aldrig blev), så skal den af os, der har lyst til at sejle længst væk, have ret", skrev Kløvedal i erindringsbogen.

Han fulgte stjernerne på sine rejser, fortrolig, som han var med gammeldags navigation, og de betød alverden for ham. Af samme grund slog han sig ned på Djursland, hvor man stadig kan finde dybsort himmel og stjerneskær, uantastet af bylys.

"Mørke bliver mere og mere sjældent at finde, ligesom stilhed", konstaterede han, der i sin barndom tilbragte en del tid hos en plejefamilie på landet og der oplevede glæden ved naturen.

"Dette betød nok, at jeg, da jeg blev voksen, altid drømte mig tilbage til landet".

Annonce

Troels Kløvedal

Født 2. april 1943 i København som Troels Beha Erichsen. Faderen var dyrlæge, moderen uddannede sig senere til børnehavelærerinde. Fire søskende. Familien gik i opløsning ved først forældrenes skilsmisse og siden moderens død. Fra syvårs-alderen tilbragte han mange år i plejefamilier, på børnehjem og kostskole.Uddannet elektriker.

Var gift tre gange. Far til fem børn.

Var i mange år og frem til sin død bosat i Gravlev på Djursland.

Udgav på forlaget Gyldendal adskillige bøger om sit liv og sine rejser, senest erindringsbogen "Alle mine morgener på Jorden".

Døde søndag 23. december 2018.

Et livs privilegium

Hans forældre blev skilt, da han var syv år gammel, og moderen døde, da han var 11 år. Resten af barndommen og de første ungdomsår tilbragte han på børnehjem, hos en plejefamilie og på kostskole.

"Man må erkende, at man som individ dybest set er alene under stjernerne, hvilket ikke er det samme som at være ensom. At insistere på at have sit eget indre rum betyder også, at man anser alle mennesker for at være unikke", lød Troels Kløvedals erfaring.

Han kom i lære som skibsbygger, skiftede til elektriker og gik ind i handelsflåden, inden han sprang videre til en karriere som scenemester, regissør, instruktør- og fotografassistent på dansk film og tv.

"Det har været mit livs privilegium, at jeg altid kun har beskæftiget mig med det, jeg syntes var spændende og interessant", konstaterede han, der boede i det legendariske kollektiv Maos Lyst i København, når han ikke sejlede.

"Vi ved alle sammen, hvad kærlighed til et andet menneske er, men i Maos Lyst oplevede vi alle en kærlighed til hinanden, som var os ganske ukendt. Hvad der var i luften mellem os, har jeg tit spekuleret på, men tidsånden har helt sikkert været medvirkende. Dengang talte man meget om gode vibrationer, men det var noget meget større, der opstod imellem os, noget, som viste sig at være et afsæt for os i hele vores forståelse af ikke bare venskaber, men også af det samfund, der omgav os. Vi inspirerede hinanden på en helt fantastisk måde, og under os lå der ligesom en tro på, at fælles lykke er større lykke".

Kollektiv i Aarhus

Han boede i kollektiv i flere år, afbrudt af sine rejser, og han flød lykkeligt med på 70'er-bølgen af fællesskab:

"I de første år af kollektivbevægelsen var det også sådan, at kollektiverne på tværs af landet hjalp hinanden. Skulle man til Aarhus, Aalborg eller Bornholm eller et hvilket som helst andet sted i Danmark, vidste man, eller undersøgte man, om der var et kollektiv. Så tog man derhen og overnattede og fortalte, hvordan det gik i den anden ende af landet, og hørte, om der måske var planer om nye demonstrationer, eller jeg fortalte om nye togter med Nordkaperen. Der var som regel også en pige, der gerne ville sove sammen med én om natten. Og hvis der var noget, man kunne hjælpe med, så gjorde man det. Jeg var jo håndværker, og der var altid en masse, der skulle bygges eller repareres, så jeg blev tit hængende længere end beregnet, og det var på den måde, jeg lærte de første nystartede kollektiver i Aarhus at kende. På langt sigt betød det, at jeg altid havde besætninger til Nordkaperen. I kollektiverne Graven og Anholtsgade 8 kom jeg meget og fik her venner for livet, hvilket i sidste ende kom til at betyde, at jeg endte på Djursland i min gamle bondegård".

På gården har han tilbragt sit voksenliv, men det periodiske landkrabbeliv til trods kaldte Troels Kløvedal sig igennem hele livet for sømand. Han var foredragsholder, filmskaber, forfatter, eventyrer, ridder af Dannebrog, far til fem, ægtemand, ven og bror. Blandt andet. Men først og fremmest sømand.

Midt i denne skønhed

"Det store eventyr er, når man ikke er den samme person, der kommer hjem, som den, der rejste ud. At man har forandret sig, fordi alt det, man har oplevet, gør, at verden, vennerne, familien, arbejdet, Danmark ikke er helt det samme længere. Man er blevet en anden og ser anderledes på alting".

Men nu er rejserne og livet som sømand slut. Nervesygdommen ALS slukkede langsomt for alt virke i hans krop, og han døde lillejuleaftensdag, søndag 23. december:

"Midt i al denne skønhed og efter 50 år ombord på Nordkaperen har jeg slugt ankeret, som de gamle kaptajner sagde, når de gik i land. Jeg har testamenteret skibet til mine fem børn og ti unge styrmænd og -kvinder, som alle sammen har lånt Nordkaperen i en længere periode og kan gå lige ombord og sejle den".

Han betragtede til sidst livet fra sygelejet, hvor han kommunikerede ved hjælp af en iPad, og han var ikke en mand, der beklagede sig. Ikke offentligt, i hvert fald. Og han konstaterede nøgternt i bogens epilog:

"Først får man det hele forærende, og så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Danmark

Live: Syv mænd og to kvinder kræves fængslet i terrorsag efter omfattende politiaktion - følg forløbet her

Annonce