Vejen Kommune: Knuste ruder, afskallet maling og huller i taget. Forladte huse er desværre ikke et sjældent syn i Sydjylland - heller ikke i Vejen Kommune.
Nedrivningen af de nedslidte bygninger er i gang, og nu afsættes der ekstra midler til arbejdet.
På finansloven for 2021 blev regeringen og støttepartierne enige om at yde en ekstraordinær indsats i landdistrikterne og afsatte derfor nye midler til statens pulje for byfornyelse. Bolig- og Planstyrelse har netop udsendt en fordelingen af pengene, og Vejen Kommune står til at modtage 2.285.340 kroner i år.
Desuden er refusionsprocenten hævet, sådan at kommunerne nu kun skal levere 20 procent medfinansiering mod 40 procent tidligere.
De seneste fem år har Vejen Kommune blot modtaget 700.000 kroner i alt fra landsbyfornyelsespuljen, og derfor falder pengene på et tørt sted, mener Troels Ravn, som glæder sig over nyheden.
- De forladte huse skæmmer landskabet og bybilledet i flere byer her i Vejen Kommune, og det er ikke just opløftende at være nabo til en ruin. De ekstra midler fra landsbyfornyelsespuljen vil sætte skub i arbejdet med at få husene revet ned eller renoveret, siger Troels Ravn, der er medlem af Folketingets Landdistriktsudvalg.
Pengene kan bruges til nedrivning og istandsættelse af boliger i byer med færre end 4000 indbyggere og i det åbne land.