Annonce
Udland

Trump advarer Irans ayatollah: Vær varsom med dit ordvalg

Ho/Ritzau Scanpix
I kølvandet på fredagsbønnen i Teheran beder Trump ayatollah Ali Khamenei om at være forsigtig med sine ord.

USA's præsident, Donald Trump, advarer fredag Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, om at være forsigtig med, hvad han siger.

Det sker, efter at ayatollahen tidligere på dagen stod i spidsen for fredagsbønnen i Irans hovedstad, Teheran, for første gang i otte år.

- Den såkaldte "suveræne leder" af Iran, som ikke har været så suveræn på det seneste, havde nogle grimme ting at sige om USA og Europa, skriver Trump på Twitter.

I fredagsbønnen sagde ayatollah Ali Khamenei blandt andet, at Irans missilangreb mod to militærbaser med amerikanske soldater i Irak den 8. januar var "et slag mod USA".

Vestlige lande er for svage til at "bringe iranerne i knæ", sagde ayatollahen videre.

Samtidig kaldte han Donald Trump en "klovn", der lader som om, at han støtter det iranske folk, men som vil stikke iranerne i ryggen med en "giftig dolk".

- Han bør være meget forsigtig med sit ordvalg, skriver Trump på Twitter.

I et andet tweet henvendt til det "noble iranske folk, som elsker USA", skriver Trump, at iranerne fortjener en regering, som er mere interesseret i at hjælpe dem med at opfylde deres drømme end at dræbe dem for at få respekt.

- I stedet for at lede Iran mod afgrunden bør dets ledere droppe terror og gøre Iran storslået igen, skriver præsidenten.

Irans militær har erkendt at have skudt et ukrainsk passagerfly ned ved en fejl den 8. januar - samme dag som det iranske angreb i Irak. 176 personer omkom - herunder adskillige iranere.

- Flystyrtet var en tragisk ulykke. Det brændte gennem vores hjerter, sagde ayatollah Ali Khamenei under bønnen fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Men nogen har prøvet at fremstille det på en måde, så vi vil glemme det store martyrium og offer.

Han henviser til den iranske militærgeneral Qassem Soleimani, som blev dræbt i et amerikansk droneangreb i Bagdad 3. januar.

Det er usædvanligt, at den magtfulde ayatollah leder fredagsbønnen.

Sidst det skete var i 2012 ved 33-året for Irans islamiske revolution, og på et tidspunkt hvor der var stor debat om landets atomprogram.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Kolding For abonnenter

Venstre solo om at fastholde udskældt besparelse på ældre

Annonce