Annonce
Udland

Trump er ikke bekymret for Nordkoreas missiltests

Jonathan Ernst/Reuters
Donald Trump maner til besindighed, efter at Kim Jong-Un og Nordkorea har foretaget flere missiltests.

USA's præsident, Donald Trump, er ikke bekymret for Nordkoreas seneste missiltests.

Det skriver Trump på Twitter søndag.

Trump er overbevist om, at Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, vil holde de løfter, han har givet Trump.

- Nordkorea har affyret nogle små våben, der har gjort nogle fra mit land og andre urolige, men ikke mig. Jeg stoler på, at Kim Jong-Un vil holde sit løfte til mig, skriver Trump på Twitter.

Udmeldingen kommer, mens Trump er på et officielt statsbesøg i Japan, hvor han blandt andet skal diskutere USA's atomforhandlinger med Nordkorea med Japans premierminister, Shinzo Abe.

Trump mødtes med Kim Jong-Un i Vietnam tidligere på året, hvor de to forhandlede om en aftale, der skulle føre til generel atomnedrustning på Den Koreanske Halvø.

Forhandlingerne blev dog afbrudt uden endelige resultater.

USA's præsident har ved flere lejligheder lagt vægt på sit gode personlige forhold til Nordkoreas leder, trods flere bekymringer fra andre lande.

Tidligere på måneden testede Nordkoreas militær en række missiler og taktiske præcisionsvåben. Det skrev det statslige nyhedsbureau KCNA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Missilerne fløj angiveligt op mod 200 kilometer ud over havet. Ifølge nyhedsbureauet AFP er der tale om to kortrækkende missiler.

Lørdag udtalte Donald Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, at "der er ingen tvivl om", at Nordkoreas seneste test af missiler er et brud på internationale FN-resolutioner mod landet.

- FN's resolutioner forbyder test af ethvert ballistisk missil, sagde Bolton lørdag i forbindelse med Trumps besøg i Japan.

Han understregede dog, at USA stadig vil fortsætte forhandlingerne med Nordkorea.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce