Annonce
Udland

Trump vil mægle mellem Tyrkiet og de kurdiske styrker i Syrien

Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix

Donald Trump har bedt diplomater om at mægle mellem parterne i et forsøg på at få en våbenhvile på plads.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, varsler, at han muligvis vil gøre "noget stort" i forhold til sanktioner og Tyrkiet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters siger præsidenten torsdag, at USA overvejer at tage meget kraftige skridt mod Tyrkiet, der onsdag gik militært ind i det nordøstlige Syrien.

Kort forinden skrev Trump på Twitter, at han vurderer, at USA har en af tre muligheder efter Tyrkiets militærinvasion i Syrien.

- Vi besejrede 100 procent af Isis-kalifatet og har ikke længere tropper i det område i Syrien, der er under angreb af Tyrkiet. Vi udførte vores job perfekt. Nu angriber Tyrkiet kurderne. De har kæmpet mod hinanden i 200 år, skriver præsidenten, som bruger en forkortelse for Islamisk Stat.

Herefter nævner han tre muligheder:

- Vi har en af tre muligheder: Sende tusindvis af tropper ind og vinde militært, ramme Tyrkiet virkelig hårdt økonomisk og med sanktioner eller mægle mellem Tyrkiet og kurderne om en aftale.

I kølvandet på præsidentens tweet oplyser en amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP, at Trump har bedt amerikanske diplomater om at mægle mellem Tyrkiet og de kurdiske styrker i Syrien i et forsøg på at få en våbenhvile på plads.

- Vi har fået til opgave af præsidenten at se på, om der kan finde fælles fodslag mellem de to sider, og om vi kan finde vej til en våbenhvile, siger embedsmanden, der ønsker at være anonym.

Tyrkiets hær krydsede onsdag grænsen til Syrien og trængte ind i det nordøstlige Syrien.

Den amerikanske præsident har tidligere taget afstand fra Tyrkiets invasion.

- USA bakker ikke op om dette angreb og har gjort det klart over for Tyrkiet, at denne operation er en dårlig idé, udtalte Trump onsdag.

Præsidenten var ellers med til at bane vejen for angrebet ved at fjerne amerikanske tropper fra området først på ugen.

Onsdag ramte tyrkerne 181 mål hos de kurdiskledede SDF-styrker, Syrian Democratic Forces. Specifikt drejer det sig om våbenlagre, tunneler og militærbaser, skriver Reuters.

SDF har hidtil nydt opbakning fra Vesten, men Tyrkiet betegner dem som terrorister, der står i ledtog med separatistpartiet PKK.

109 mennesker har mistet livet, sagde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, torsdag. Han betegnede de døde som terrorister.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

112

Mand straffet for at kaste med sin hund

Annonce