Annonce
Udland

Trump har fredsplan klar: Den er også god for Palæstina

Kevin Lamarque/Reuters
Den amerikanske præsident vil tirsdag klokken 18.00 dansk tid præsentere en fredsplan for Israel og Palæstina.

USA's præsident, Donald Trump, er klar til at fremlægge en fredsplan for Israel og Palæstina, der "giver god mening for alle".

Det siger præsidenten mandag.

Planen vil blive fremlagt tirsdag middag lokal tid - klokken 18.00 dansk tid.

Trump har mandag fortalt om den snarlige plan, mens han tager imod den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Den amerikanske præsident tilføjer, at også palæstinensere bør kunne lide planen, og at "den er god for dem".

De palæstinensiske ledere har på forhånd afvist den endnu ikke offentliggjorte plan fra Trump. De mener, at USA har mistet sin rolle som mægler i konflikten, fordi Trump tilgodeser Israel.

- Vi beder det internationale samfund om ikke at være en del af den her plan, fordi den strider mod folkeretten, siger den palæstinensiske premierminister, Mohammed Shtayyeh, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Palæstinenserne har ikke villet tale med Trump-administrationen siden 2017, da USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.

De mener, at Trumps plan vil være dødsstødet for den tostatsløsning, der i årtier har været central i det internationale diplomati omkring Mellemøsten.

En talsmand for Mahmoud Abbas, der er leder af det palæstinensiske selvstyre, siger, at en fredsaftale ikke kan indføres uden palæstinensisk godkendelse.

Abbas er ikke inviteret med til at drøfte fredsplanen i Det Hvide Hus mandag og tirsdag.

Det er både Benjamin Netanyahu og den israelske oppositionsleder, Benny Gantz, dog.

Israelske medier har bemærket, at det er påfaldende, at Trump har inviteret dem begge til Det Hvide Hus så kort tid inden valget i Israel den 2. marts, hvor Netanyahu skal forsøge at bevare magten.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce