Annonce
Udland

Trump indfører nødretstilstand i Louisiana før orkan

Seth Herald/Ritzau Scanpix
Myndigheder frygter, at uvejr kan blive så kraftigt som orkanen Katrina i 2005. Indbyggerne forbereder sig.

USA's præsident, Donald Trump, har erklæret nødretstilstand i den sydlige delstat Louisiana, som fredag ventes at blive ramt af orkanen Barry. Det oplyser Det Hvide Hus.

Myndighederne frygter, at uvejret kan blive så kraftigt som orkanen Katrina i 2005, og erklæringen fra præsidenten frigør penge og ressourcer til en truende katastrofe.

I New Orleans og andre kystbyer i Louisiana forbereder indbyggerne sig på voldsomme vindstød, ekstreme nedbørsmængder og mulig oversvømmelse. Det rapporterer USA's nationale orkancenter, NHC.

Centret rapporterer, at stormen er taget til i styrke og er tæt på 22,5 meter per sekund. Ifølge NHC vil Barry kunne medføre livstruende oversvømmelser ved kysten og i flodområder. Der ventes regnmængder på op mod en halv meter i dele af delstaten.

Orkanen Katrina fra 2005 er den mest ødelæggende i amerikansk historie. Store områder blev oversvømmet. Mindst 1200 mennesker omkom, hovedsageligt i New Orleans. Katastrofen medførte, at 75 procent af New Orleans stod under vand.

Uvejret fredag ventes imidlertid ikke at ramme New Orleans direkte, men storbyens vestlige kant.

Borgmesteren i New Orleans, LaToya Cantrell, siger, at myndighederne ikke har givet ordre til evakueringer, men han understreger, at voldsom nedbør vil kunne medføre et sammenbrud i pumper, som skal holde gaderne i den lavtliggende by frie for vand.

Louisianas guvernør, John Bel Edwards, advarer om, at situationen kan blive meget alvorlig:

- Desto flere oplysninger vi får, desto mere frygter vi at stå over for ekstreme regnmængder.

Flere indbyggere i New Orleans, der har katastrofen i 2005 i klar erindring, siger, at de ikke tør nogen chancer.

- Vi er på vej væk. Det er floden, som bekymrer os mest, siger Betsey Hazard, som sammen med sin mand og to små børn bor tæt op ad Mississippi.

- De siger, at floden ikke går over sine bredder, men vi har en på fem år og en på ti måneder, siger hun.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce