Annonce
Udland

Trump inviterer Netanyahu og rival til Det Hvide Hus

Nir Elias/Reuters
Israels premierminister og oppositionsleder Gantz skal til Det Hvide Hus. Fredsplan er på bordet, siger kilde.

USA's præsident, Donald Trump, har inviteret de to rivaler i israelsk politik til Det Hvide Hus.

Det bekræftes i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Premierminister Benjamin Netanyahu vil besøge præsidenten på tirsdag.

Benny Gantz, der leder det førende oppositionsparti i Israel, har accepteret Trumps invitation, siger Det Hvide Hus, som dog ikke oplyser nogen dato for besøget.

En kilde, der er bekendt med situationen, siger til Reuters, at amerikanske regeringsfolk over for de israelske gæster vil gøre rede for nogle af detaljerne i Trumps længe ventede fredsplan for Mellemøsten.

Vicepræsident Mike Pence, der torsdag er i Israel for markere 75-året for befrielsen af kz-lejren Auschwitz, bekræfter Netanyahus besøg.

- Præsident Trump bad mig om at at give en invitation videre til premierminister Netanyahu om at komme til Det Hvide Hus i næste uge for at drøfte både regionale spørgsmål og udsigten til fred i det hellige land, siger Pence.

Men han nævner ikke invitationen til Gantz.

De to israelske politikere skal til valg for tredje gang inden for et år. Ved de to foregående valg i Israel er det ikke lykkedes dem at sikre flertal for hverken den ene eller den anden koalitionsregering.

Det har også været umuligt at få Netanyahu og Gantz til at gå i regering sammen.

Derfor skal der være valg igen 2. marts.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Lagerhal gik op i flammer

Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce