Annonce
Udland

Trump smider sit første veto som præsident i sag om grænsemur

Nicholas Kamm/Ritzau Scanpix
Kongressen havde ophævet præsidentens nødretstilstand ved grænsen, men Trumps veto ophæver afgørelse.

Donald Trump underskriver sit første veto som USA's præsident for at fastholde en nødretstilstand ved grænsen til Mexico.

Kongressen ophævede ellers torsdag hans dekret om nødretstilstand, da en række republikanske senatorer stemte sammen med deres demokratiske kolleger om at fratage Trump hans nødret ved grænsen.

- Kongressen har frihed til at vedtage denne resolution. Og jeg har pligten til at nedlægge veto mod den, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AP.

Underskriften, der beseglede præsidentens veto, blev sat ved en ceremoni i Det Ovale Værelse.

Med til ceremonien havde Trump sin nyudnævnte justitsminister, William Barr.

Han forsikrede, at nødretstilstanden "klart er bemyndiget ifølge loven". Situationen ved grænsen er lige netop sådan, at nødretstilstand kan forsvares, mener han ifølge CNN.

Det er der imidlertid mange andre jurister og politiske modstandere til Trump, som er uenige i.

De mener, at Trump har dekreteret nødretstilstand, fordi han ikke kunne få Kongressen til at at bevilge penge til at bygge en mur langs hele grænsen til Mexico.

Med nødretstilstanden kan han beslaglægge midler fra andre dele af det amerikanske budget til at bygge en mur.

Med sit veto sætter Trump sig ikke bare op imod modstanderne fra Det Demokratiske Parti.

Det gør han også i forhold til en gruppe republikanske politikere, der ser det som en farlig udvikling, hvis Kongressen fratages sin forfatningsmæssige ret til at afgøre, hvad der kan afsættes penge til på det føderale budget.

Kun hvis to tredjedel af Kongressens medlemmer stemmer imod præsidentens veto, kan det ophæves, men det er næppe sandsynligt.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger fredag, at forsamlingen stemmer 26. marts om at blokere Trumps veto.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce