Annonce
Udland

Trump: Psykisk sygdom og had fører til angreb - ikke våbnene

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Den amerikanske præsident har mandag talt til det amerikanske folk efter to masseskyderier i weekenden.

Donald Trump foreslår mandag - i kølvandet på to blodige masseskyderier i weekenden - en række tiltag for at begrænse fremtidige angreb.

Det sker i en tale til nationen i Det Hvide Hus.

Den amerikanske præsident undgår dog i store træk at tale om deciderede stramninger af landets omdiskuterede våbenlov.

Trump fokuserer i højere grad på blandt andet psykiske lidelser og voldeligt indhold på internettet. Og han understreger, at det ikke nødvendigvis er våbnene, der er skyld i de mange amerikanske masseskyderier.

- Det er psykiske lidelser og had, der trykker på aftrækkeren. Ikke våbnet selv, lyder det fra Donald Trump.

Han kalder weekendens skyderier for "et angreb på vores nation".

Trump opfordrer samtidig amerikanerne til at fordømme "racisme, fordomme og tilhængere af hvidt overherredømme".

Trump mener, at internettet, sociale medier og voldelige computerspil er med til at radikalisere mennesker.

Han oplyser, at han derfor har bedt Justitsministeriet i USA om at arbejde med lokale myndigheder og sociale medie-koncerner i et håb om at kunne opdage masseskyderier, før de finder sted.

Præsidenten opfordrer desuden myndighederne til at gå efter dødsstraf til folk, der står bag masseskyderier og hadforbrydelser.

I alt 29 mennesker mistede livet i to skyderier i weekenden. 20 personer blev dræbt i grænsebyen El Paso, og ni blev dræbt i Dayton i delstaten Ohio.

Det har endnu en gang fået debatten om USA's våbenlov til at blusse op.

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, har opfordret den amerikanske præsident til at indføre strammere våbenkontrol.

Syv mexicanere var blandt de dræbte i weekendens angreb i El Paso, der ligger i USA lige ved grænsen til Mexico.

- Vi respekterer, hvad andre landes regeringer beslutter, men vi mener, at de forfærdelige hændelser i USA bør føre til refleksion, analyse og en beslutning om at kontrollere det uovervejede våbensalg, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidt vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Annonce