Annonce
Udland

Trump vil lørdag afsløre kandidat til ledig stol i Højesteret

Tom Brenner/Reuters

Højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg døde i sidste uge. Derfor er en plads nu ledig i det magtfulde organ.

Annonce

USA's præsident, Donald Trump, vil lørdag annoncere sin kandidat til den ledige stol i landets Højesteret. Det skriver han tirsdag på Twitter.

Der er blevet en plads ledig i USA's Højesteret, efter at den 87-årige dommer Ruth Bader Ginsburg døde fredag i sidste uge.

Demokraterne har insisteret på, at Ruth Bader Ginsburgs afløser bør findes efter præsidentvalget 3. november. Det har Trump dog afvist.

Lykkes det for Trump at få en kandidat udpeget, vil det betyde, at i alt seks af domstolens ni dommere vil tilhøre den konservative fløj i USA.

Dermed får han chancen for at styrke en konservativt domineret Højesteret - formentlig for en lang årrække, da dommerne er udnævnt på livstid.

Det er tredje gang, at Trump kommer til at nominere en kandidat til Højesteret, siden han blev valgt i 2016.

Højesteretten i USA har indflydelse på en række områder. Blandt andet abort, våbenrettigheder, adgang til at stemme og dødsstraf.

Senatet skal godkende præsidentens højesteretskandidat. Her har Trumps parti, Republikanerne, i øjeblikket flertal.

Det vil kræve, at mindst fire republikanske senatorer går imod partilinjen, hvis Demokraterne skal lykkes med at blokere for en kandidat.

Tirsdag led Demokraternes håb om at udsætte en udnævnelse dog et knæk.

Et af Demokraternes håb blandt de republikanske senatorer - Mitt Romney, der tidligere har været på kant med Trump - har nemlig fortalt, at han støtter en afstemning om Trumps kandidat, skriver Reuters.

Også mandag signalerede to republikanske senatorer - Chuck Grassley og Cory Gardner - at de støtter en hurtig nominering af en kandidat.

Flere havde ifølge Reuters peget på, at Gardner kunne være en af dem, der ville gå imod Trump.

To andre republikanske senatorer har dog tilkendegivet, at de er imod, at Senatet går videre med en Trump-udpeget kandidat inden valget.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce