Annonce
Udland

Trump vil udskyde deportationer i bytte for en grænsebarriere

Donald Trump, USA's præsident, har lørdag fremlagt sit bud på et kompromis, der skal samle flertal i amerikansk politik for et budget for 2019. Demokraterne har afvist Trumps forslag.

Demokraterne har på forhånd afvist det tilbud, som Donald Trump fremsatte lørdag aften i en tale.

USA's præsident, Donald Trump, gav lørdag aften i en tale sit bud på et kompromis mellem Republikanerne og Demokraterne, der ikke kan enes om et budget for 2019.

Trumps forslag indeholder 5,7 milliarder dollar til en "stærk og gennemsigtig stålbarriere" langs dele af USA's grænse til Mexico.

Derudover ønsker han flere grænsevagter, bedre værktøjer til at opfange stoffer på vej over grænsen og dommere til at behandle ansøgninger om asyl.

Præsidenten beder mere præcist om 2750 grænsevagter, 75 dommere til sager om immigration og 805 millioner dollar til at opfange stoffer, der krydser grænsen fra Mexico.

Den anden vej vil præsidenten hjælpe nogle af de personer i USA, som er blevet bragt illegalt til landet som mindreårige af deres familie.

Han vil tilbyde tre års fritagelse fra deportation for en gruppe, der udover at være kommet til landet som mindreårige opfylder krav såsom uddannelse og ren straffeattest.

Det skal ske gennem det program, der kaldes Daca. Trump tilbyder også en treårig forlængelse af et program, der giver midlertidig ophold- og arbejdstilladelse til personer fra ti specifikke lande. Programmet kaldes TPS.

Derudover skal der bruges 800 millioner dollar til "humanitær assistance", uden at præsidenten definerede, hvad det dækkede over.

I en udtalelse, der blev udsendt umiddelbart efter Trumps tale, siger Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, at han sætte en afstemning om Trumps forslag på dagsordnen i den kommende uge.

Republikanerne har et flertal i Senatet, der er det ene af Kongressens to kamre. Efter sidste efterårs midtvejsvalg er det derimod Demokraterne, der har flertal i det andet kammer, Repræsentanternes Hus.

Demokraternes i Repræsentanternes Hus havde på forhånd afvist et tilbud i den dur.

Uenighed mellem Demokraterne og Republikanerne om, hvad budgettet for 2019 skal indeholde har ført til en lukning af dele af det føderale regeringsapparat.

Nancy Pelosi, der er formand for Repræsentantens Hus og leder af demokraternes medlemmer i kammeret, nægter at forhandle om nogen byttehandel, før Trump har godkendt et budget, der åbner de føderale regeringer.

Derudover siger hun i sin udtalelse, der blev afgivet før Trumps tale, at Demokraterne vil have en permanent løsning for de personer, der kom til landet illegalt som mindreårige.

Hverken Daca eller TPS tilbyder nogen mulighed for permanent opholdstilladelse eller statsborgerskab.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Penta Advokater lukker kontoret i Bramming

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce