Annonce
Tarm

Turismen boomer fortsat i Ringkøbing-Skjern - men der mangler senge

Ringkøbing-Skjern er meget tæt på fire millioner turismeovernatninger. Men skal man højere op, kræver det flere steder, hvor gæster kan overnatte. Arkivfoto: Jørn Deleuran
Turismen i Ringkøbing-Skjern er i fin form, men uden flere overnatningsmuligheder får turismesektoren i Vestjylland svært ved at vokse, mener Dansk Erhverv og en lokal feriehusdirektør.

Ringkøbing-Skjern: Det er efterhånden dårligt nok noget at løfte på øjenbrynet over, når Ringkøbing-Skjern slår en turismerekord eller sætter sig på endnu en førsteplads på turismeområdet.

Men der er alligevel grund til kip med flaget over de netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik om antallet af turistovernatninger i 2018. Her lægger Ringkøbing-Skjern sig nemlig klart i spidsen i landsdelen med en stor margen ned til nummer to, Lemvig Kommune.

Annonce

Største turistdestinationer

Flest overnatninger i Vestjylland

1. Ringkøbing-Skjern - 3.858.626

2. Lemvig - 755.388

3. Holstebro - 752.909

4. Skive - 310.433

5. Viborg - 264.368

Flest overnatninger i Danmark

1. København - 8.338.600

2. Varde - 4.513.452

3. Ringkøbing-Skjern - 3.858.626

4. Tønder - 1.681.822

5. Jammerbugt - 1.597.893

Kilde: Danmarks Statistik, Dansk Erhverv

Delt førsteplads

Ringkøbing-Skjern nærmer sig ligeledes en magisk grænse på fire millioner turistovernatninger og havde i 2018 i alt 3,9 millioner af slagsen. Til sammenligning havde Lemvig på andenpladsen 755.388 overnatninger. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har samlet.

I det nationale regnskab ligger Ringkøbing-Skjern (også vanen tro) på en tredjeplads. Foran ligger Varde med 4,5 millioner overnatninger og København med 8,3 millioner overnatninger. Man kan dog fifle lidt med de tal og bringe Ringkøbing-Skjern op på en samlet førsteplads, for turismesamarbejdet mellem Ringkøbing-Skjern og Varde betyder, at vestkysten som samlet turistdestination slår hovedstaden med godt 33.000 overnatninger.

Flere senge, tak

Ringkøbing-Skjern oplever i disse år så stort turistpres, at feriehusudlejerne har svært ved at finde overnatningsmuligheder nok til de mange gæster, der gerne vil feriere i området. Direktør i Feriepartner Hvide Sande, Lykke Nielsen Høj, udtaler i en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv:

- Turismen skaber liv og udvikling her i Hvide Sande og i resten af området. Hvis vi i de kommende år skal kunne tiltrække endnu flere turister, kræver det, at endnu flere gerne vil udleje deres feriehus, så der er senge nok til de mange, der gerne vil tilbringe deres ferie hos os.

Det er man fra Dansk Erhvervs side enig i:

- Det er afgørende, at turismen i Vestjylland får de rette rammer til at kunne vokse i de kommende år. Her er det især vigtigt, at der er overnatningskapacitet nok, ikke mindst hvad angår feriehuse, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv Kirstine Tolstrup Nielsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce